Krigsøkonomi

Hvad er en krigsøkonomi?

Krigsøkonomi er organiseringen af et lands produktionskapacitet og distribution i en tid med konflikt. En krigsøkonomi skal foretage væsentlige tilpasninger af sin forbrugerproduktion for at imødekomme behov for forsvarsproduktion. I en krigsøkonomi skal regeringer vælge, hvordan de vil allokere deres lands ressourcer meget omhyggeligt for at opnå militær sejr og samtidig imødekomme vitale indenlandske forbrugerkrav.

Forstå krigsøkonomi

Krigsøkonomi refererer til en økonomi i et land i krig. En krigsøkonomi prioriterer produktion af varer og tjenesteydelser, der understøtter krigsindsatsen, samtidig med at den søger at styrke økonomien som helhed.

I tider med konflikt kan regeringer træffe foranstaltninger til at prioritere forsvars- og nationale sikkerhedsudgifter, herunder rationering,. hvor regeringen kontrollerer distributionen af varer og tjenester samt ressourceallokering. I krigstider nærmer hvert land sig omstruktureringen af sin økonomi på en anden måde, og nogle regeringer kan prioritere bestemte former for udgifter frem for andre.

For et land med krigsøkonomi bruges skattekroner primært på forsvar. Ligeledes, hvis landet låner store mængder penge, kan disse midler overvejende gå til at opretholde militæret og opfylde nationale sikkerhedsbehov. Omvendt, i lande uden en sådan konflikt, kan skatteindtægter og lånte penge bruges til at forbedre infrastrukturen og indenlandske programmer, såsom uddannelse.

Krigsøkonomier eksisterer ofte af nødvendighed, når et land føler, at det er nødvendigt at gøre det nationale forsvar til en prioritet. Krigsøkonomier viser ofte mere industrielle, teknologiske og medicinske fremskridt, fordi de er i konkurrence og derfor under pres for at skabe bedre forsvarsprodukter til en billigere pris. Men på grund af det fokus kan lande med krigsøkonomi også opleve et fald i indenlandsk udvikling og produktion.

Eksempel på krigsøkonomi

Alle de store medlemmer af både akse- og allierede magter havde krigsøkonomi under Anden Verdenskrig. Disse omfattede lande som USA, Japan og Tyskland. Amerikas økonomiske styrke var en vital søjle, der gjorde det muligt for de allierede at modtage de penge og det udstyr, der var nødvendigt for at besejre aksemagterne.

Den amerikanske regering gik over til en krigsøkonomi efter det japanske angreb på Pearl Harbor, hævede skatter og udstedte krigsobligationer for at hjælpe med at finansiere krigsindsatsen. War Production Board (WPB) blev dannet for at allokere ressourcer til krigsindsatsen, herunder kobber, gummi og olie, tildele forsvarskontrakter til civile virksomheders interesser og tilskynde til militær produktion blandt civile virksomhedsejere. Det er berømt, at kvinder rundt om i USA deltog i krigsøkonomien ved at tage militærproduktionsjob og andre stillinger, der tidligere var besat af mænd, hvoraf mange havde sluttet sig til militæret.

Særlige overvejelser

Fordi krige nogle gange kan have den effekt at accelerere teknologiske og medicinske fremskridt, kan et lands økonomi blive stærkt styrket efter krigen, som det var tilfældet med USA efter både Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Nogle økonomer hævder dog, at militærudgifternes ødsel karakter i sidste ende hindrer teknologiske og økonomiske fremskridt.

Højdepunkter

• Krigsøkonomier er ofte ansvarlige for industrielle, teknologiske og medicinske fremskridt på grund af presset for at skabe bedre produkter til en billigere pris.

• Regeringer i en krigsøkonomi skal beslutte, hvordan de skal allokere ressourcer for at tage højde for deres forsvarsbehov.

• Krigsøkonomi refererer til en økonomi i et land i krig.

• Krigsøkonomier bruger generelt skattekroner til forsvarsudgifter.