Marginal tilbøjelighed til at spare (MPS)
Hvad er den marginale tilbøjelighed til at spare (MPS)?
I keynesiansk økonomisk teori refererer den marginale tilbøjelighed til at spare (MPS) til den andel af en samlet stigning i indkomsten, som en forbruger sparer i stedet for at bruge på forbrug af varer og tjenester. Sagt anderledes er den marginale tilbøjelighed til at spare den andel af hver ekstra indkomstkrone, der spares frem for brugt. MPS er en komponent i keynesiansk makroøkonomisk teori og beregnes som ændringen i opsparing divideret med ændringen i indkomst, eller som komplementet til den marginale forbrugstilbøjelighed (MPC).
MPS er afbildet af en opsparingslinje: en skrå linje skabt ved at plotte ændring i opsparing på den lodrette y-akse og ændring i indkomst på den vandrette x-akse.
Forstå den marginale tilbøjelighed til at spare (MPS)
Antag, at du modtager en bonus på $500 med din lønseddel. Du har pludselig $500 mere i indkomst, end du havde før. Hvis du beslutter dig for at bruge $400 af denne marginale stigning på et nyt jakkesæt og spare de resterende $100, er din marginale tilbøjelighed til at spare 0,2 ($100 ændring i opsparing divideret med $500 ændring i indkomst). Den anden side af marginal tilbøjelighed til at spare er marginal tilbøjelighed til at forbruge,. som viser, hvor meget en ændring i indkomsten påvirker købsniveauet.
I dette eksempel, hvor du brugte $400 af din $500 bonus, er den marginale tilbøjelighed til at forbruge 0,8 ($400 divideret med $500). Tilføjelse af MPS (0,2) til MPC (0,8) er lig med 1.
Den marginale opsparingstilbøjelighed antages generelt at være højere for rigere individer end for fattigere individer.
Ud fra data om husstandsindkomst og husstandsopsparing kan økonomer beregne husholdningernes MPS efter indkomstniveau. Denne beregning er vigtig, fordi MPS ikke er konstant; det varierer efter indkomstniveau. Typisk er det sådan, at jo højere indkomst, jo højere MPS, for efterhånden som velstanden stiger, øges evnen til at tilfredsstille behov og ønsker, og derfor er der mindre sandsynlighed for, at hver ekstra dollar går til yderligere udgifter. Der er dog stadig mulighed for, at en forbruger kan ændre opsparings- og forbrugsvaner med en lønstigning.
Med en lønstigning følger naturligvis muligheden for lettere at dække husholdningsudgifter, hvilket giver mere råderum til at spare. Med en højere løn følger også adgang til varer og tjenesteydelser, der kræver større udgifter. Dette kan omfatte indkøb af avancerede eller luksusbiler eller flytning til en ny, dyrere bolig.
Hvis økonomer ved, hvad forbrugernes MPS er, kan de bestemme, hvordan stigninger i offentlige udgifter eller investeringsudgifter vil påvirke opsparingen. MPS bruges til at beregne udgiftsmultiplikatoren ved hjælp af formlen: 1/MPS. Udgiftsmultiplikatoren fortæller os, hvordan ændringer i forbrugernes marginale opsparingstilbøjelighed påvirker resten af økonomien. Jo mindre MPS, jo større multiplikator og jo mere økonomisk effekt vil en ændring i offentlige udgifter eller investeringer have.
##Højdepunkter
MPS varierer efter indkomstniveau. MPS er typisk højere ved højere indkomster.
MPS hjælper med at bestemme den keynesianske multiplikator, som beskriver effekten af øgede investeringer eller offentlige udgifter som en økonomisk stimulans.
Marginal opsparingstilbøjelighed er den andel af en stigning i indkomsten, der bliver sparet op i stedet for brugt på forbrug.
