Konstitutionel økonomi (CE)
Hvad er konstitutionel økonomi (CE)
Konstitutionel økonomi er en gren af økonomi , der fokuserer på den økonomiske analyse af en stats forfatningsret. Folk betragter ofte dette fagområde som forskelligt fra mere traditionelle former for økonomi, fordi det fokuserer specifikt på, hvordan en stats forfatningsmæssige regler og økonomiske politikker gavner og begrænser dens borgeres økonomiske rettigheder.
Understanding Constitutional Economics (CE)
Konstitutionel økonomi opstod i 1980'erne som et økonomisk studiefelt, der undersøger de økonomiske forhold, som de er konstrueret og begrænset inden for rammerne af en stats forfatning. Konstitutionelle økonomiske principper bruges til at vurdere, hvordan et land eller et politisk system vil vokse økonomisk, da en forfatning begrænser, hvilke aktiviteter enkeltpersoner og virksomheder lovligt kan deltage i.
Selvom udtrykket først blev opfundet af økonomen Richard McKenzie i 1982, udviklede en anden økonom, James M. Buchanan,. konceptet og hjalp med at etablere forfatningsøkonomi som sin egen underdisciplin inden for akademisk økonomi. I 1986 blev Buchanan tildelt Nobelprisen i økonomi for at udvikle "det kontraktmæssige og forfatningsmæssige grundlag for teorien om økonomisk og politisk beslutningstagning."
Fordi forfatningsøkonomi studerer, hvordan juridiske rammer påvirker og påvirker økonomisk udvikling, anvendes feltet ofte til udviklingslande og lande med skiftende politiske systemer.
Oprindelsen af CE
Forfatningsøkonomi ses normalt som en direkte efterkommer af teorien om offentligt valg, som stammer fra det 19. århundrede og beskæftiger sig med den måde, økonomiske værktøjer organiserer og påvirker politisk adfærd.
En af de definerende tekster i teorien om offentligt valg, The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy, blev udgivet i 1962 af James M. Buchanan og Gordon Tullock. Citeret af Buchanan som en "politik uden romantik", undersøger teorien om offentlig valg de økonomiske funktioner og spændinger mellem borgere, regering og de personer, der udgør styrende organer.
For eksempel ville offentlige valgøkonomer undersøge det teoretiske grundlag for de måder, hvorpå statslige embedsmænd bruger deres positioner til at sætte deres egne økonomiske interesser i forgrunden, mens de samtidig forfølger mål for offentligheden. Principper for offentlig valgteori påberåbes ofte, når de økonomiske beslutninger truffet af styrende organer, som synes at være i modstrid med ønskerne hos en demokratisk vælgere, som f.eks. svinetønde-projekter og involvering af politiske lobbyister.
Ud over Buchanan er mange public choice-teoretikere blevet tildelt Nobelpriser i økonomi, herunder George Stigler i 1982, Gary Becker i 1992, Vernon Smith i 2002 og Elinor Ostrom i 2009.
