Investor's wiki

Forbrugsfunktion

Forbrugsfunktion

Hvad er forbrugsfunktionen?

Forbrugsfunktionen eller keynesiansk forbrugsfunktion er en økonomisk formel, der repræsenterer det funktionelle forhold mellem det samlede forbrug og bruttonationalindkomsten. Den blev introduceret af den britiske økonom John Maynard Keynes,. som hævdede, at funktionen kunne bruges til at spore og forudsige samlede samlede forbrugsudgifter.

Forståelse af forbrugsfunktionen

Den klassiske forbrugsfunktion antyder, at forbrugernes forbrug er helt bestemt af indkomsten og ændringerne i indkomsten. Hvis det er sandt, bør den samlede opsparing stige proportionalt, efterhånden som bruttonationalproduktet (BNP) vokser over tid. Ideen er at skabe et matematisk forhold mellem disponibel indkomst og forbrug,. men kun på aggregerede niveauer.

Stabiliteten af forbrugsfunktionen, til dels baseret på Keynes' Psychological Law of Consumption, især i modsætning til investeringernes volatilitet, er en hjørnesten i keynesiansk makroøkonomisk teori. De fleste post-keynesiere indrømmer, at forbrugsfunktionen ikke er stabil i det lange løb, da forbrugsmønstrene ændrer sig, når indkomsten stiger.

Beregning af forbrugsfunktionen

Forbrugsfunktionen er repræsenteret som:

C = < /mtext>A + MD< /mrow>< mtd>hvor:C=forbrugerforbrug</ mtd>>< mrow>A=autonomt forbrug M< mo>=marginal tilbøjelighed til at forbrugeD</ mi>=real disponibel indkomst\begin&C\ =\ A\ +\ MD\&\textbf\&C=\text\&A=\text\&M=\text{marginal tilbøjelighed til at forbruge}\&D=\text\end <span class="katex-html" arie -hidden="true"> C = A + MD</ span>hvor: >< span class="mord">C=forbrugerforbrugA=autonomt forbrug< /span>M = span class="mord">marginal tilbøjelighed til at forbrugeD =real disponibel indkomst span></ span>

Antagelser og implikationer

Meget af den keynesianske doktrin er centreret omkring den hyppighed, hvormed en given befolkning bruger eller sparer ny indkomst. Multiplikatoren, forbrugsfunktionen og den marginale tilbøjelighed til at forbruge er hver især afgørende for Keynes' fokus på forbrug og aggregeret efterspørgsel.

Forbrugsfunktionen antages stabil og statisk; alle udgifter er passivt bestemt af nationalindkomstniveauet. Det samme gælder ikke for opsparing,. som Keynes kaldte "investering", ikke at forveksle med offentlige udgifter, et andet begreb, som Keynes ofte definerede som investering.

For at modellen kan være gyldig, skal forbrugsfunktionen og den uafhængige investering forblive konstant længe nok til, at nationalindkomsten kan nå ligevægt. Ved ligevægt matcher erhvervslivets forventninger og forbrugernes forventninger. Et potentielt problem er, at forbrugsfunktionen ikke kan håndtere ændringer i fordelingen af indkomst og formue. Når disse ændrer sig, kan autonomt forbrug og den marginale forbrugstilbøjelighed også ændre sig.

Andre versioner

Over tid har andre økonomer foretaget justeringer af den keynesianske forbrugsfunktion. Variabler såsom beskæftigelsesusikkerhed, lånegrænser eller endda forventet levetid kan indarbejdes for at ændre den ældre, mere grove funktion.

For eksempel stammer mange standardmodeller fra den såkaldte "livscyklus"-teori om forbrugeradfærd som banebrydende af Franco Modigliani. Hans model lavede justeringer baseret på, hvordan indkomst og likvide likvide beholdninger påvirker en persons marginale tilbøjelighed til at forbruge. Denne hypotese fastslog, at fattigere individer sandsynligvis bruger ny indkomst i en højere sats end velhavende individer.

Milton Friedman tilbød sin egen simple version af forbrugsfunktionen, som han kaldte "permanent indkomsthypotesen." Det er bemærkelsesværdigt, at Friedman-modellen skelnede mellem permanent og midlertidig indkomst. Det udvidede også Modiglianis brug af forventet levetid til det uendelige.

Mere sofistikerede funktioner kan endda erstatte disponibel indkomst, som tager hensyn til skatter, overførsler og andre indkomstkilder. Alligevel kan de fleste empiriske test ikke matche forbrugsfunktionens forudsigelser. Statistikker viser hyppige og til tider dramatiske justeringer i forbrugsfunktionen.