Først ind, først ud (FIFO)

Hvad er først ind, først ud (FIFO)?

First In, First Out, almindeligvis kendt som FIFO, er en formueforvaltnings- og værdiansættelsesmetode, hvor aktiver, der er produceret eller erhvervet først, sælges, bruges eller bortskaffes først.

Skattemæssigt antager FIFO, at aktiver med de ældste omkostninger indgår i resultatopgørelsens vareomkostninger (COGS). De resterende lageraktiver matches med de aktiver, der senest er købt eller produceret.

Forståelse af først ind, først ud (FIFO)

FIFO-metoden anvendes til omkostningsstrømsforudsætninger. I fremstillingen, efterhånden som varer går videre til senere udviklingsstadier, og efterhånden som færdige lagervarer sælges, skal de tilknyttede omkostninger til det pågældende produkt indregnes som en omkostning. I henhold til FIFO antages det, at omkostningerne ved varebeholdning, der er købt først, indregnes først. Dollarværdien af den samlede beholdning falder i denne proces, fordi beholdningen er blevet fjernet fra virksomhedens ejerskab. Omkostningerne forbundet med opgørelsen kan beregnes på flere måder - den ene er FIFO-metoden.

Typiske økonomiske situationer involverer inflationære markeder og stigende priser. I denne situation, hvis FIFO tildeler de ældste omkostninger til omkostningerne ved solgte varer,. vil disse ældste omkostninger teoretisk blive prissat lavere end det seneste varelager købt til aktuelle oppustede priser. Denne lavere udgift resulterer i højere nettoindtægter. Da den nyeste beholdning blev købt til generelt højere priser, er den endelige beholdningssaldo også oppustet.

Eksempel på FIFO

Varebeholdning tildeles omkostninger, efterhånden som varer klargøres til salg. Dette kan ske gennem indkøb af varelageret eller produktionsomkostninger, gennem indkøb af materialer og udnyttelse af arbejdskraft. Disse tildelte omkostninger er baseret på den rækkefølge, produktet blev brugt i, og for FIFO er det baseret på, hvad der ankom først.

Forestil dig, hvis en virksomhed købte 100 genstande for 10 USD stykket, og senere købte 100 genstande mere for 15 USD stykket. Derefter solgte virksomheden 60 genstande. Under FIFO-metoden er prisen på varer solgt for hver af de 60 varer $10/enhed, fordi de første købte varer er de første varer, der sælges. Af de 140 resterende varer på lageret er værdien af 40 varer $10/enhed, og værdien af 100 varer er $15/enhed. Dette skyldes, at beholdningen tildeles den seneste omkostning under FIFO-metoden.

Med denne resterende beholdning på 140 enheder, lad os sige, at virksomheden sælger yderligere 50 varer. Prisen på varer solgt for 40 af disse varer er $10, og hele den første ordre på 100 enheder er blevet fuldt solgt. De øvrige 10 enheder, der sælges, har en pris på $15 hver, og de resterende 90 enheder på lageret er vurderet til $15 hver (den senest betalte pris).

FIFO-metoden følger logikken, at for at undgå forældelse vil en virksomhed sælge de ældste lagervarer først og vedligeholde de nyeste varer på lageret. Selvom den faktiske beholdningsvurderingsmetode, der anvendes, ikke behøver at følge den faktiske strøm af beholdning gennem en virksomhed, skal en virksomhed kunne understøtte, hvorfor den valgte brugen af en bestemt beholdningsvurderingsmetode.

FIFO vs. andre værdiansættelsesmetoder

LIFO

Lagervurderingsmetoden modsat FIFO er LIFO,. hvor den sidste vare købt eller erhvervet er den første vare ude. I inflationsøkonomier resulterer dette i deflaterede nettoindtægtsomkostninger og lavere slutsaldi på lager sammenlignet med FIFO.

Gennemsnitlig omkostningsbeholdning

Den gennemsnitlige prisopgørelsesmetode tildeler den samme pris til hver vare. Gennemsnitsomkostningsmetoden beregnes ved at dividere vareprisen på lageret med det samlede antal varer, der er tilgængelige til salg. Dette resulterer i nettoindkomst og slutbeholdning mellem FIFO og LIFO.

Specifik inventarsporing

Endelig anvendes specifik lageropsporing, når alle komponenter, der kan henføres til et færdigt produkt, er kendte. Hvis alle stykker ikke er kendt, er brugen af en hvilken som helst metode ud af FIFO, LIFO eller gennemsnitlig pris passende.

Højdepunkter

Ofte på et inflationært marked henføres lavere, ældre omkostninger til vareprisen efter FIFO-metoden, hvilket resulterer i en højere nettoindtægt, end hvis LIFO blev brugt.
Et alternativ til FIFO, LIFO er en regnskabsmetode, hvor aktiver købt eller erhvervet sidst afhændes først.
First In, First Out (FIFO) er en regnskabsmetode, hvor aktiver købt eller erhvervet først afhændes først.
FIFO forudsætter, at restbeholdningen består af varer købt sidst.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er fordelene ved først ind, først ud (FIFO)?

Den åbenlyse fordel ved FIFO er, at det er den mest udbredte metode til at værdiansætte varebeholdning globalt. Det er også den mest nøjagtige metode til at justere det forventede omkostningsflow med det faktiske vareflow, hvilket giver virksomheder et mere sandt billede af lageromkostninger. Desuden reducerer det virkningen af inflation, idet det antages, at omkostningerne ved at købe nyere varelager vil være højere end indkøbsomkostningerne for ældre varelager. Endelig reducerer det forældelse af inventar.

Hvornår bruges først ind, først ud (FIFO)?

FIFO-metoden anvendes til omkostningsstrømsforudsætninger. I fremstillingen, efterhånden som varer går videre til senere udviklingsstadier, og efterhånden som færdige lagervarer sælges, skal de tilknyttede omkostninger til det pågældende produkt indregnes som en omkostning. I henhold til FIFO antages det, at omkostningerne ved varelager købt først vil blive indregnet først, hvilket sænker dollarværdien af det samlede lager.

Hvad er de andre beholdningsvurderingsmetoder?

Det modsatte af FIFO er LIFO (Last In, First Out), hvor den sidste vare købt eller erhvervet er den første vare ud. I inflationsøkonomier resulterer dette i deflaterede nettoindtægtsomkostninger og lavere slutsaldi på lager sammenlignet med FIFO. Gennemsnitlig omkostningsbeholdning er en anden metode, der tildeler den samme omkostning til hver vare og resulterer i nettoindkomst og slutbeholdningssaldi mellem FIFO og LIFO. Endelig anvendes specifik lageropsporing kun, når alle komponenter, der kan henføres til et færdigt produkt, er kendte.