Investor's wiki

Joseph Stiglitz

Joseph Stiglitz

Joseph Stiglitz er en amerikansk New Keynesiansk økonom. Stiglitz, der er kendt for sin forskning i informationsasymmetri, risikoaversion og monopolistisk konkurrence, modtog 2001 Nobelprisen i økonomi. Han er i øjeblikket professor ved Columbia University og cheføkonom ved The Roosevelt Institute.

Stiglitz er forfatter til mange bøger og publikationer, herunder Measuring What Counts: The Global Movement for Well-Being og Rewriting the Rules of the European Economy: An Agenda for Growth and Shared Prosperity.

##Tidlig liv og uddannelse

Joseph Stiglitz blev født i Gary, Indiana den feb. 9, 1943. Han tog en bachelorgrad fra Amherst College i 1964 og blev medforsker ved University of Cambridge som Fulbright-forsker. Stiglitz fik en ph.d. fra Massachusetts Institute of Technology i 1967. Han har undervist ved Stanford, Princeton og MIT.

Under præsident Clinton fungerede Stiglitz som formand for præsidentens råd for økonomiske rådgivere (CEA.) Han var cheføkonom og senior vicepræsident for Verdensbanken fra 1997 til 2000.

Informationsasymmetri

Joseph Stiglitz hjalp med at skabe et studieområde kendt som informationsøkonomi, en gren af mikroøkonomi, der studerer, hvordan informations- og informationssystemer påvirker en økonomi og økonomiske beslutninger. Hans forskning i informationsasymmetri var med til at give Stiglitz Nobelprisen i økonomi i 2001.

Informationsasymmetri er en ubalance af information mellem aktører på et marked. En part i en økonomisk transaktion kan have flere oplysninger end en anden: en køber kan besidde mere viden end en sælger, eller en låntager kender måske sin tilbagebetalingsevne mere end långiveren.

Joseph Stiglitz er krediteret for sin screeningsteknik, en metode, der bruges til at udtrække de manglende oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre en effektiv markedstransaktion. Stiglitz' screeningsteknik er et hyppigt værktøj, der bruges af forsikringsselskaber og långivere. Forsikringsselskaber screener abonnenter og sorterer dem i højrisiko- eller lavrisikokategorier for at opkræve passende præmier. Långivere bruger screening til at sortere låntagere efter risiko for tilbagebetaling og tildele højere renter i overensstemmelse hermed.

Ifølge Stiglitz er screening "processen med diskrimination, at skelne mellem "ting", som i mangel af screening i økonomiske formål ville blive behandlet ens, selvom det måske vides, at de adskiller sig i måske nogle vigtige måder".

Risikoaversion

Joseph Stiglitz' undersøgelse af risikoaversion hjalp med at definere, hvordan individer træffer beslutninger om at spare og bruge penge. Ifølge Stiglitz, når der er usikkerhed i en situation, afhænger de økonomiske konsekvenser af, om et handlingsforløb er mere risikabelt end et andet, eller om et individ er mere risikovilligt end et andet. Hans teorier forklarer konsekvenserne af risikoaversion, når de anvendes på porteføljeinvesteringer, individuelle opsparinger og forretningsmæssige produktionsbeslutninger.

Monopolistisk konkurrence

Stiglitz definerede teorien om monopolistisk konkurrence, som en markedsstruktur, hvor mange virksomheder er til stede i en industri, der producerer lignende, men differentierede produkter. Ingen af virksomhederne har monopol, og hver virksomhed opererer uafhængigt uden hensyntagen til andre virksomheders handlinger. I monopolistisk konkurrence er reklame og branding nøglen og kan bidrage til adgangsbarrierer for nye virksomheder. Industrier som restaurantkæder, tøj og sportstøj følger denne model.

Hæder og priser

Joseph Stiglitz har modtaget omfattende anerkendelse for sit arbejde inden for økonomi. I 1979 modtog Joseph E. Stiglitz John Bates Clark Medal,. en pris givet til økonomer under fyrre, som har ydet væsentlige bidrag til området for de økonomiske videnskaber i USA. I 2001 blev han tildelt Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med teorien om informationsasymmetri. Han er en fælles modtager af Nobels Fredspris i 2007 som medlem af det mellemstatslige panel om klimaændringer.

Stiglitz blev udnævnt til det pavelige akademi for samfundsvidenskaberne og udnævnt til formand for FN's kommission for reformer af det internationale monetære og finansielle system af præsidenten for De Forenede Nationer i 2009. Time-magasinet udnævnte Stiglitz til en af de "100 Most Influential People in the World” i 2011, og samme år blev han udnævnt til præsident for International Economic Association.

Stiglitz sidder i adskillige bestyrelser, herunder Acumen Fund og Resources for the Future.

Bundlinjen

Joseph Stiglitz er en anerkendt økonom, der definerede informationsøkonomi. Hans teorier om informationsasymmetri, risikoaversion og monopolistisk konkurrence har skabt værktøjer, der bruges af industrien og politiske beslutningstagere.

##Højdepunkter

  • Stiglitz delte 2007 Nobels fredspris som medlem af det mellemstatslige panel om klimaændringer.

  • Joseph Stiglitz er en amerikansk økonom og modtager af Nobelprisen i økonomi i 2001.

  • Stiglitz var med til at skabe en gren af økonomien kaldet "The Economics of Information."

  • Han er professor ved Columbia University i New York City.

##Ofte stillede spørgsmål

Hvad er instituttet for ny økonomisk tænkning?

Siden finanskrisen i 2008 har Stiglitz spillet en vigtig rolle i skabelsen af Institut for Ny Økonomisk Tænkning (INET), som søger at reformere den økonomiske disciplin, så den er bedre rustet til at finde løsninger på det 21. århundredes store udfordringer.

Hvordan styrkede Joseph Stiglitz idéerne om forskning og udvikling?

I 1980'erne hjalp han med at genoplive interessen for økonomien i F&U. Stiglitz adresserede specifikt, at hastigheden af forskning og udvikling i en industri direkte øger det samlede innovationsniveau i en industri.

Hvad var Joseph Stiglitz' bidrag til Verdensbanken?

Joseph Stiglitz udfordrede det internationale finanssamfunds politik. Stiglitz kritiserede den konventionelle visdom, der dominerede politikudformningen i Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og det amerikanske finansministerium. Hans udtalelser dækkede emner som chokterapiens fiasko og overgangsøkonomi og grænserne for liberalisering af kapitalmarkedet.