Offerforhold i økonomi
Hvad er offerforholdet?
Offerforholdet er et økonomisk forhold, der måler effekten af stigende og faldende inflation på et lands samlede produktion og produktion. Omkostninger er forbundet med en opbremsning af den økonomiske produktion som reaktion på et fald i inflationen. Når priserne falder, er virksomhederne mindre tilskyndet til at producere varer og kan skære ned på produktionen. Forholdet måler tabet i produktionen for hver ændring på 1 % i inflationen. Ved at undersøge et lands historiske offerforhold gennem tiden kan et styrende organ forudsige, hvilken effekt deres finanspolitik vil have på landets produktion.
Forståelse af offerforholdet
Et lands historiske offerforhold kan bruges til at styre politikudformningen. En analyse af forholdet vil vise, hvordan landet kan reagere, hvis inflationsniveauet ændres med 1 %. Et højere inflationsniveau skyldes ofte stærk økonomisk vækst. For eksempel, hvis den samlede efterspørgsel udvider sig hurtigere end det samlede udbud i en økonomi, er resultatet højere inflation. Hvis en økonomi står over for inflation, har centralbankerne værktøjer, de kan bruge til at bremse den økonomiske vækst i et forsøg på at reducere inflationspres.
At hæve renten for at begrænse forbruget og øge opsparingsraten er et af disse værktøjer. Imidlertid kan reduktionspotentialet i produktionen som reaktion på faldende priser hjælpe økonomien på kort sigt til også at reducere inflationen, og offerkvoten måler det koster. Offerforholdet beregnes ved at tage omkostningerne ved tabt produktion og dividere dem med den procentvise ændring i inflationen.
Sacrifice Ratio = Dollaromkostninger ved produktionstab/Procentvis ændring i inflation
Eksempel på offerforhold
Inflationsraten i en økonomi er faldet fra 10 til 5 % over tre år på bekostning af produktionen 11 %, 9 % og 5 % for hvert år, hvilket giver et samlet tab på 25 %.
Samlet tab af BNP = 25 % (11 + 9 + 5) %
Fald i inflationsrate = 5 % (10 – 5) %
Offerforhold = 25/5 = 5
Det giver et forhold på 5:1.
Offerforholdet og finanspolitikken
Disinflationer eller en midlertidig opbremsning af priserne er væsentlige årsager til recessioner i moderne økonomier. I USA, for eksempel, opstod recessioner i begyndelsen af 1970'erne, midten af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Hver af disse nedture indtraf samtidig med faldende inflation som følge af en stram pengepolitik. For at undgå en recession ønsker regeringen således at finde den billigste måde at reducere inflationen på.
Offerforholdet viser, hvor meget produktion der går tabt, når inflationen falder med 1 %. Dette hjælper centralbankerne med at fastlægge deres pengepolitik, afhængigt af om de ønsker at sætte gang i eller bremse økonomien. For eksempel, hvis inflationen bliver for høj, kan centralbanken bruge offerforholdet til at bestemme, hvilke handlinger der skal tages, og på hvilket niveau for at påvirke produktionen i økonomien til den laveste pris.
##Højdepunkter
Offerforholdet kan betragtes som omkostningerne ved at bekæmpe inflationen.
Offerforholdet er et økonomisk mål for inflationens effekt på et lands samlede produktion og produktion.
Analyse af historiske offerforhold over tid for en økonomi kan indikere, hvilken effekt en bestemt politik vil have på et lands produktion.
