Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
Hvad er aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)?
Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er en aftale indgået i 1992, der bragte EU's medlemslande og tre af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)-stater - Island, Liechtenstein og Norge - ind på et indre marked. (Den fjerde EFTA-stat, Schweiz, valgte ikke at tilslutte sig.)
Formålet med aftalen er at styrke handelsmæssige og økonomiske relationer mellem landene ved at fjerne handelsbarrierer og pålægge lige konkurrencevilkår og overholdelse af de samme regler.
Forståelse af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
EØS-aftalen kræver medtagelse af EU-regler, der dækker de "fire friheder" – fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital – i hele medlemslandene. Det dækker også samarbejde på andre områder, såsom forskning og udvikling, uddannelse, socialpolitik, miljø, forbrugerbeskyttelse, turisme og kultur, samlet kendt som "flankerende og horisontale" politikker. Almindeligt sammenlignelige nationale økonomiske statistikker er også omfattet af EØS som et økonomisk spørgsmål, der er relevant for at nå aftalens mål.
Aftalen kræver ikke medtagelse af EU's fælles landbrugs- og fiskeripolitik (selv om aftalen indeholder bestemmelser om forskellige aspekter af handel med landbrugs- og fiskerivarer), toldunion, fælles handelspolitik, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, retlige og indre områder. anliggender eller Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union (ØMU).
EØS-medlemslande deler et indre økonomisk marked med EU, men de er ikke bundet af EU's fælles politikker inden for sikkerhed, retlige og indre anliggender, og de bruger ikke euroen som valuta.
EØS vs. EU
Selvom de to er tæt beslægtede, er EØS og EU ikke det samme. Alle EU-medlemmer skal automatisk være EØS-medlemmer, men ikke alle EØS-medlemmer er EU-medlemmer. EØS-aftalen er relateret til det indre marked og de love, der er relevante for det, mens EU er både en økonomisk og politisk union. I årenes løb er flere EFTA-medlemmer gået over til at blive EU-medlemmer, herunder Østrig, Finland og Sverige.
Schweiz er medlem af EFTA, men ikke medlem af EØS, og har i stedet en række lignende bilaterale aftaler med EU. I 2021 afviste Schweiz en omfattende traktat med EU - som ville have erstattet disse talrige bilaterale aftaler - på grund af betænkeligheder med hensyn til, hvordan traktaten ville påvirke schweizisk suverænitet og landets evne til at fastlægge sine egne immigrationspolitikker.
Alle regler, som EØS-landene skal overholde, er lavet af EU, hvilket reelt betyder, at EØS/EFTA-landene ikke har indflydelse på at danne de love, de skal implementere. EØS-landene skal også yde finansielle bidrag til EU, selvom de er mindre end bidragene fra EU-medlemmer.
Selvom Schweiz i sidste ende stemte imod at blive medlem af EØS, giver en række bilaterale traktater med andre europæiske stater Schweiz mulighed for at drage fordel af det europæiske marked.
EØS-medlemmer
Der er i øjeblikket 30 medlemslande i EØS. Tre lande (Island, Liechtenstein og Norge) er EØS-medlemmer, men ikke EU-medlemmer. Et medlem, Storbritannien, forlod både EU og EØS under Brexit.
Brexit og EØS
Storbritannien er tidligere medlem af EØS. Ved en folkeafstemning i 2016 stemte briterne for at forlade EU, og da EØS-medlemskab er betinget af medlemskab af enten EU eller EFTA (som Storbritannien ikke er medlem af), betyder det også, at udtræden af EØS, medmindre et andet alternativ kunne blive forhandlet. Ved udgangen af 2020 udløb de igangværende overgange og forhandlinger omkring Storbritanniens udtræden af EU, uden at en sådan aftale var indgået, så Storbritannien er ikke længere medlem af EØS.
Højdepunkter
Disse tre lande – Island, Lichtenstein og Norge – er styret af EU's økonomiske beslutninger, der er relevante for dets indre marked, men ikke EU's politiske beslutninger.
Et fjerde land, Schweiz, underskrev EØS-aftalen, men besluttede ikke at tilslutte sig.
I 1992 bragte aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) EU's medlemslande og tre af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) på et indre marked.
Kun tre af de fire lande, der tilhører Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), har underskrevet EØS.
Storbritannien forlod både EU og EØS i 2020.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem er beboerne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS")?
De tredive lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) havde en samlet befolkning på cirka 447 millioner i 2021. Dette omfattede de 27 EU-lande samt tre andre EØS-lande, der ikke er en del af EU.
Hvad er aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde?
Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er en traktat mellem tredive europæiske lande om at udvide det europæiske indre marked. Denne aftale tillader fri bevægelighed for mennesker, varer og penge på tværs af grænserne for EØS-medlemslandene, hvilket giver borgerne i ethvert medlemsland mulighed for at arbejde eller investere i et hvilket som helst af de andre lande. EEA omfatter tre medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning og alle 27 medlemmer af Den Europæiske Union.
Er Storbritannien stadig en del af EØS?
Efter Brexit-afstemningen og senere forhandlinger forlod Storbritannien officielt Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde den 31. januar 2020. Dette medførte et fald i handelen mellem Storbritannien og andre europæiske lande, da britiske landmænd og virksomheder ikke længere var i stand til at eksportere deres produkter frit. Turismen blev også påvirket, og mange udlændinge blev tvunget til at vende tilbage til deres hjemlande.
Hvad er forskellen mellem EU og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde?
Den Europæiske Union er en politisk og økonomisk union, mens Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde udelukkende beskæftiger sig med økonomiske anliggender. Alle 27 EU-medlemslande er også medlemmer af EØS, men tre af EØS-landene er ikke medlemmer af Den Europæiske Union. Disse tre lande har fri handel og bevægelse med resten af EØS-landene, men de må ikke vælge embedsmænd til Europa-Parlamentet og er ikke bundet af nogle af EU's politiske institutioners beslutninger.
