Frivillig eksportbegrænsning (VER)
Hvad er en frivillig eksportbegrænsning (VER)?
En frivillig eksportbegrænsning (VER) er en handelsrestriktion på den mængde af en vare, som et eksportland må eksportere til et andet land. Denne grænse er selvpålagt af eksportlandet.
VER'er opstod i 1930'erne og opnåede stor popularitet i 1980'erne, da Japan brugte en til at begrænse autoeksport til USA. I 1994 blev medlemmerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO) enige om ikke at implementere nogen nye VER'er og at udfase eksisterende.
Hvordan en frivillig eksportbegrænsning (VER) fungerer
Frivillige eksportbegrænsninger (VER'er) falder ind under den brede kategori af ikke-toldmæssige barrierer, som er restriktive handelshindringer, såsom kvoter,. sanktioner, afgifter, embargoer og andre restriktioner. Typisk er VER'er et resultat af anmodninger fra importlandet om at yde en vis beskyttelse til sine indenlandske virksomheder, der producerer konkurrerende varer, selvom disse aftaler også kan indgås på industriniveau.
VER'er skabes ofte, fordi eksportlandene foretrækker at indføre deres egne restriktioner end at risikere at opretholde dårligere vilkår fra told eller kvoter. De har været i brug siden 1930'erne, anvendt af store, udviklede økonomier til en bred vifte af produkter, fra tekstiler til fodtøj, stål og biler, og blev en populær form for protektionisme i 1980'erne.
Efter Uruguay-runden og opdateringen af den almindelige overenskomst om told og handel (GATT) i 1994 blev WTO-medlemmerne enige om ikke at implementere nogen nye VER'er og at udfase eksisterende inden for et år, med nogle undtagelser.
Begrænsninger af en frivillig eksportbegrænsning (VER)
Der er måder, hvorpå en virksomhed kan undgå en VER. Eksportlandets virksomhed kan f.eks. altid bygge en produktionsfabrik i det land, som eksporten vil blive rettet til. Derved skal virksomheden ikke længere eksportere varer, og bør ikke være bundet af landets VER.
Muligheden for at bygge produktionsfaciliteter i udlandet og omgå eksportregler er en af hovedårsagerne til, at VER'er historisk set har været ineffektive til at beskytte indenlandske producenter.
Frivillig eksportbegrænsning (VER) vs. frivillig importudvidelse (VIE)
Relateret til frivillig eksportbegrænsning (VER) er en frivillig importekspansion (VIE), som er en ændring i et lands økonomiske og handelsmæssige politik for at tillade mere import ved at sænke toldsatser eller droppe kvoter. Ofte er VIE'er en del af handelsaftaler med et andet land eller et resultat af internationalt pres.
Fordele og ulemper ved en frivillig eksportbegrænsning (VER)
Med fungerende VER'er oplever producenter i importlandet en stigning i velvære, da der er nedsat konkurrence, hvilket burde resultere i højere priser, overskud og beskæftigelse.
Disse fordele for producenter og arbejdsmarkedet kommer dog med nogle bemærkelsesværdige forbehold. VERs reducerer national velfærd ved at skabe negative handelseffekter, negative forbrugsforvridninger og negative produktionsforvridninger.
Eksempel på en frivillig eksportbegrænsning (VER)
Det mest bemærkelsesværdige eksempel er, da Japan indførte en VER på sin autoeksport til USA som følge af amerikansk pres i 1980'erne. VER gav efterfølgende den amerikanske bilindustri en vis beskyttelse mod en strøm af udenlandsk konkurrence.
Denne lettelse var dog kortvarig, da den i sidste ende resulterede i en stigning i eksporten af dyrere japanske køretøjer og en spredning af japanske samlefabrikker i Nordamerika.
Højdepunkter
En frivillig eksportbegrænsning (VER) er en selvpålagt grænse for mængden af en vare, som et eksportland må eksportere.
De er relateret til en frivillig importudvidelse (VIE), som er beregnet til at give mulighed for mere import og kan omfatte sænkning af toldsatser eller nedsættelse af kvoter.
VER'er betragtes som ikke-toldmæssige barrierer, som er restriktive handelshindringer - såsom kvoter og embargoer.
