FOMC-politikerklæring

Hvad er Fed? Hvad gør den?

Federal Reserve , også kendt som Fed, er USA 's centralbank. Det er ansvarligt for at fastlægge sunde pengepolitikker, der holder beskæftigelsen høj og økonomien stærk.

Hvad sker der ved FOMC-møder?

Omkring hver sjette uge mødes dens Federal Open Market Committee (FOMC) privat for at diskutere de seneste økonomiske data, udviklingen på de finansielle markeder og eventuelle skridt, den planlægger at tage.

Deltagelse spænder fra Fed-formand til dets styrelsesråd til præsidenterne for landets 12 føderale reservebanker, selvom kun de 12 FOMC-medlemmer, der er valgt i øjeblikket, faktisk kan stemme om Fed-politikken.

Fordi FOMC-møderne ikke er offentlige, bygger der en masse buzz i forventning om, hvad der kan ske. Feds officielle mødereferat udgives først tre uger efter dets FOMC-møder, men fra og med år 2000 begyndte Fed at udsende en politikerklæring på den sidste dag af FOMC-mødet for at øge gennemsigtigheden.

Hvad siger Fed i sin FOMC-politikerklæring?

Fed har flere værktøjer til sin rådighed til at regulere økonomien. Hvis den skal løsne pengeforsyningen, køber den statspapirer og øger dermed markedslikviditeten , hvilket gør det lettere for forbrugerne at gøre ting som at optage realkreditlån og billån.

Hvis Fed ønsker at kontrollere inflationen,. forsøger den at stramme det monetære udbud. Det gør den ved at hæve fed funds-renten,. som er den dag-til-dag-rente, banker bruger til at låne ud til hinanden. Dette oversættes til forbrugerne i form af højere prime renter.

FOMC-politikerklæringen skitserer kort dens nuværende bud på økonomiens tilstand, og hvad den gør på kort sigt. Det giver også fremadskuende vejledning gennem årets udgang.

Derfor er FOMC-politikerklæringen en kort erklæring, der er lavet efter hvert af FOMC-møderne, der annoncerer eventuelle ændringer i pengepolitikken og vurderer de risici, økonomien står over for.

Hvordan risikerer Fed kontrol? Hvilke oplysninger kan det give i sin erklæring som en indikation?

Fed arbejder altid hen imod de langsigtede mål om prisstabilitet og bæredygtig økonomisk vækst. Men hvis renten er for høj, kan den økonomiske vækst aftage og skabe resultater som faldende lønninger og stigende arbejdsløshed. På den anden side, hvis renten er for lav, kan væksten overstige økonomiens potentiale, hvilket fører til mangel og stigende inflation. FOMC sigter mod at skabe et ideelt økonomisk miljø ved at sætte renten på det rigtige niveau på det rigtige tidspunkt.

Derfor kan dens politikerklæring give en af følgende vurderinger:

1. Aktuelle risici vægtes hovedsageligt mod forhold, der kan skabe økonomisk svaghed i en overskuelig fremtid.

2. Aktuelle risici vægtes hovedsageligt mod forhold, der kan generere øget inflationspres i en overskuelig fremtid.

3. Aktuelle risici er afbalanceret med hensyn til udsigterne for begge mål inden for en overskuelig fremtid.

Den første mulighed gør markederne opmærksomme på, at FOMC kan se behovet for at lempe pengepolitikken ved at sænke renterne hen ad vejen. Den anden siger grundlæggende, at den kan se behovet for at stramme politikken ved at hæve renten. Og den tredje indikerer, at udvalget forventer at lade satserne ligge, hvor de er.

Hvornår begyndte Fed at frigive politikerklæringer?

Før februar 2000 udsendte FOMC kun en erklæring efter møder, da den enten ændrede pengepolitikken eller ændrede sine udsigter væsentligt. Og i stedet for at angive sit syn på balancen mellem risici for økonomien, udtalte det tingene vagt i form af sit pengepolitiske "direktiv". Dette direktiv ville indeholde en skævhed i retning af at stramme pengepolitikken, en skævhed i retning af lempelse af pengepolitikken eller slet ingen skævhed.

FOMC ændrede sin praksis, fordi bias-sproget var blevet inkonsistent med, hvordan pengepolitikken føres. Bias-sproget stammer fra en tid, hvor det ikke var usædvanligt for udvalget at foretage pengepolitiske bevægelser mellem planlagte møder. Forspændingen (eller fraværet heraf) gjaldt specifikt "mellemmødeperioden", hvilket var ret forvirrende at forstå.

Da politiske tiltag til mellemmøder blev den sjældne undtagelse, gav en skævhed, der dækkede mellemmødeperioden, ikke længere mening. FOMC eksperimenterede faktisk kort uden at give nogen erklæring, men selv den indrømmede, at denne praksis kun øgede usikkerheden. Ved hjælp af sin egen jargon udtalte den, at dette "kan have intensiveret offentlighedens fokus på chancen for en efterfølgende tilpasning til politikkens holdning og derved øge muligheden for misforståelser om oddsene og timingen for politiske handlinger."

Derfor offentliggjorde udvalget i januar 2000 sin nye politik om at give udtryk for sit syn på risikobalancen. Finansmarkederne glædede sig over dette skridt for at øge gennemsigtigheden og dermed kaste mere lys over, hvad der kunne vente forude for økonomien.