Valuta internationalisering
Hvad er valutainternationalisering?
Valutainternationalisering er den udbredte brug af en valuta uden for grænserne for dets oprindelige udstedelsesland. Niveauet af valutainternationalisering for en valuta bestemmes af den efterspørgsel, som brugere i andre lande har efter den pågældende valuta. Denne efterspørgsel kan være drevet af brugen af valutaen til at afvikle international handel, til at blive holdt som en reservevaluta eller en sikker tilflugtsvaluta eller generelt brug som et medium for indirekte udveksling i andre landes indenlandske økonomier via valutasubstitution.
Forstå valutainternationalisering
En vigtig facet af valutainternationalisering er, at den pågældende valuta ikke kun bruges i transaktioner foretaget af residenter i det udstedende land, men også i transaktioner mellem ikke-residenter; det vil sige, at ikke-residenter bruger det i stedet for deres egne nationale valutaer, når de handler med varer, tjenester eller finansielle aktiver.
Kravet om brug af en valuta uden for det udstedende lands grænser kan opstå på flere måder. Udenlandske regeringer og centralbanker kan bruge valutaen som reservevaluta, hvorpå de kan pyramidere deres egne valutaer. Udlændinge skal muligvis bruge valutaen til at afvikle international handel med partnere, der ønsker at blive betalt i den pågældende valuta. Endelig vil udlændinge måske bruge valutaen sammen med eller i stedet for deres egne lokale valutaer til at købe og sælge varer i deres egne indenlandske økonomier.
Blandt disse anvendelser er brug som en banks reservevaluta den nemmeste at måle og holde styr på som en indikator for valutainternationalisering. Den mest dominerende reservevaluta er USD, med euroen (EUR) og den japanske yen en anden og tredje. Ifølge Den Internationale Valutafond, som holder styr på valutareserverne rundt om i verden, er 59 % af de samlede valutareserver i 1. kvartal 2021 amerikanske dollars, 20,5 % er i euroen, 5,89 % i den japanske yen , og 4,70% i det britiske pund sterling (GBP).
Krav til valutainternationalisering
Bank for International Settlements (BIS) fremhæver nogle vigtige egenskaber, der skal være på plads for internationalisering.
Det mest kritiske er, at regeringen i det udstedende land ikke har nogen restriktioner for køb eller salg af den pågældende valuta af nogen enhed. For det andet skal eksportører, uanset om de er fra det pågældende land eller andre, kunne fakturere noget, hvis ikke hele, deres eksport i den pågældende valuta. For det tredje bør en række enheder, herunder private og officielle virksomheder og banker samt enkeltpersoner, være i stand til at holde de beløb, de ønsker. Hvis der er nok af udenlandske centralbanker, vil valutaen blive en reservevaluta. Endelig bør både indenlandske og udenlandske virksomheder og institutioner være i stand til at udstede omsættelige instrumenter i det pågældende lands valuta, uanset udstedelsesstedet.
For eksempel kan en Eurobond sælges af et emerging market til europæiske investorer, men være denomineret i USD; eller et amerikansk selskab kan udstede en dollarobligation i Asien.
Fordele ved valutainternationalisering
Der er en række fordele ved et land, hvis valuta er internationaliseret. Økonomisk udvider det den sfære af markedet, som de kan deltage i, uden at det er nødvendigt at veksle valuta og pådrage sig de relaterede transaktionsomkostninger. Det giver mere sikkerhed for beboere, som kan denominere udenlandske transaktioner i deres hjemmevaluta. De kan også låne på udenlandske markeder uden at pådrage sig valutakursrisiko, hvilket potentielt gør dem i stand til at finde billigere finansiering.
Generelt burde den understøttede efterspørgsel efter valutaen dæmpe renten og dermed være med til at sænke de indenlandske kapitalomkostninger. Mens en potentiel omkostning ved internationalisering kunne være destabiliserende virkninger, hvis et udenlandsk tab af tillid skulle føre til et frasalg af aktiver denomineret i valutaen, har de fleste større valutaer store indenlandske gældsmarkeder, der kunne fungere som en støddæmper i et sådant scenarie .
Højdepunkter
Lande har udenlandsk valuta i deres centralreservebanker for at dække forpligtelser og gennemføre pengepolitik.
Den mest dominerende reservevaluta er USD efterfulgt af euroen, den japanske yen og det britiske pund.
Valutainternationalisering er brugen af en valuta uden for grænserne for dets udstedelsesland.
Valutaer i udenlandske reserver har ingen restriktioner for deres køb og kan faktureres af eksportører. Udenlandske og indenlandske institutioner bør kunne udstede omsættelige instrumenter i den internationaliserede valuta.
