Deponeringsudvalg for deponeringsinstitutioner (DIDC)
Hvad er Depository Institutions Deregulation Committee (DIDC)?
The Depository Institutions Deregulation Committee (DIDC) var et udvalg på seks medlemmer, der var oprettet ved Depository Institutions and Monetary Control Act af 1980. Et mål med loven var udfasning af rentelofter på indlånskonti, også kendt som Regulation Q.
Forståelse af Depository Institutions Deregulation Committee (DIDC)
Der var seks medlemmer i DIDC. De fem stemmeberettigede medlemmer var: finansministeren ; formanden for bestyrelsen for Federal Reserve System ; formanden for Federal Deposit Insurance Corporation ; formanden for Federal Home Loan Bank Board; og formanden for National Credit Union Administration Board. Valutakontrolløren fungerede som medlem uden stemmeret.
Ud over at udfase rentelofter omfattede udvalgets øvrige opgaver at udtænke nye finansielle produkter, der ville gøre det muligt for sparsomme pengeinstitutter eller spare- og låneforeninger (S&L'er) at konkurrere med pengefonde og fjerne lofter for tidsindskud. Dens overordnede formål var dog at deregulere bankrenterne.
Siden 1933 har Regulation Q,. som fastsatte minimumskapitalkrav og kapitaldækningsstandarder for bestyrelsesregulerede institutioner i USA, begrænset de rentesatser, bankerne kunne betale på deres indskud. Disse restriktioner blev udvidet til at omfatte S&Ls i 1966. Men da inflationen steg kraftigt i slutningen af 1970'erne, blev der hævet flere penge fra regulerede passbook-opsparingskonti, end der blev indsat, og S&Ls fandt det stadig sværere at skaffe og sikre midler. Samtidig førte de et stort antal langfristede lån til lave renter.
Lov om deregulering og monetær kontrol af depositarinstitutioner fra 1980
Præsident Jimmy Carter underskrev Monetary Control Act den 31. marts 1980. Den gav Federal Reserve større kontrol over ikke-medlemsbanker. Loven tillod banker at fusionere, fjernede Federal Reserves beføjelse til at fastsætte maksimale renter for indlånskonti, gjorde det muligt at tilbyde Negotiable Order of Withdrawal (NU) konti på landsplan, hævede amerikanske bankers og kreditforeningers indskudsforsikring fra $40.000 til $100.000, tillod kreditforeninger og S&L'er at tilbyde checkbare indskud og tillod institutioner at opkræve eventuelle lånerenter, de valgte .
Loven var et svar på den økonomiske volatilitet og finansielle innovationer i 1970'erne, der i stigende grad pressede den stærkt regulerede opsparings- og låneindustri. Nogle mener, at handlingen utilsigtet forårsagede sammenbruddet og den efterfølgende redning af den finansielle sektor i S&L. Mens S&L'er kunne betale indskydere højere renter, havde institutionerne store låneporteføljer med lavt afkast.
Hvorfor Monetary Control Act af 1980 mislykkedes
Efterhånden som renterne blev ved med at stige, blev sparsommelighederne mere og mere urentable og blev insolvente. Monetary Control Act af 1980 og DIDC var alle en del af et forsøg på at genoprette solvensen til sparsommelighedsindustrien – en indsats, der i sidste ende mislykkedes, da S&L-ledelser var dårligt rustet til at operere i det deregulerede miljø, der blev skabt.
Højdepunkter
Deponeringsudvalget for deponeringsinstitutioner var et udvalg på seks medlemmer, der blev oprettet i 1980.
Udvalgets primære formål var at udfase rentelofter på indlånskonti inden 1986 .
Men loven om monetær kontrol fra 1980 og udvalget formåede i sidste ende ikke at tage fat på de solvensproblemer, der udløste S&L-krisen.
