Discount hus
Hvad er et rabathus?
I den finansielle verden er et rabathus et firma, der er specialiseret i handel, diskontering og forhandling af veksler eller gældsbreve. Dets transaktioner udføres generelt i stor skala med transaktioner, der også omfatter statsobligationer og skatkammerbeviser.
Også kendt som regningsmæglere opererede discounthuse primært i Det Forenede Kongerige og spillede en nøglerolle i det finansielle system der indtil midten af 1990'erne. I 2000 ophørte britiske discounthuse stort set med at eksistere som separate finansielle institutioner. De eksisterer ikke længere som separate finansielle institutioner, selvom nogle stadig forbliver i Indien og andre nationer.
Forstå et rabathus
Discounthuse, der stammer fra 1820'erne, sad engang i hjertet af Londons pengemarkedssystem. De fungerede i realiteten som pengeudlånere, der deltager i køb og diskontering af veksler og andre finansielle produkter såsom pengemarkedsværdipapirer, visse statsobligationer og bankers accept (BA). Ved at skabe et klart marked for kortfristede statsgaranterede værdipapirer og andre pengemarkedsinstrumenter og diskontere kortfristede forpligtelser for andre finansielle institutioner med behov for midler, tilvejebragte de likviditet på det sekundære pengemarked.
Et diskonteringshus specialiseret i diskontering af kortfristede finansielle værdipapirer og fungerede som mellemmand mellem en långiver og en låntager, der forhandlede køb af forskellige indskudsbeviser (CD'er), kommercielle papirer og andre pengemarkedsinstrumenter nævnt ovenfor til mindre end pålydende værdi. Gennem disse kortfristede værdipapirer lånte de midler fra kommercielle banker til en rente under markedsrenten og låner disse midler til låntagere til en lidt højere rente. Renteforskellen udgjorde et overskud for diskonteringshuset.
Discountbanker og finanssystem
Bank of England ( BoE) handlede direkte med discounthusene for at modvirke mangel på dag-til-dag midler og kredit på interbankmarkedet. For at regulere pengemængden i økonomien udfører banken åbne markedsoperationer, som involverer udvidelse eller indskrænkning af mængden af aktiver, som banken har. Det gjorde det engang udelukkende ved at tilbyde lån til lavprishuse gennem kommercielle papirer eller statsstøttede værdipapirer.
Discounthusene brugte lånene til at købe pengemarkedspapirer fra kommercielle banker, hvorved disse banker kunne opfylde deres midlertidige behov for lånbare midler eller likviditetsreserver. Derved fungerede discounthusene som mellemmænd mellem centralbanken og det kommercielle banksystem i England. Ved at øge eller sænke diskonteringsrenten - den sats, hvormed centralbanken låner reserver ud til sit banksystem - kan Bank of England kontrollere låneomkostningerne og i realiteten pengemængden.
Et lavprishus behøvede dog ikke nødvendigvis først at låne penge fra centralbanken for at yde lån til kommercielle banker. Det fungerede også i det omvendte scenario. Banker med behov for midler ville sælge kommercielt papir til discounthuset, hvilket tog en lille spredning fra transaktionen. Disse regninger ville blive solgt til institutioner med overskydende kontanter, som stillede de midler til rådighed, der skulle udlånes. Til gengæld omdiskonterede Bank of England regningerne for discounthuset og opretholdt dermed en direkte forbindelse med pengemarkedet og de fremherskende renter i økonomien.
Discounthusets tilbagegang
Udspringet af et uformelt netværk af vekselmæglere, som købte veksler og solgte dem til Bank of England, blev discounthussystemet formelt oprettet i Storbritannien efter finanskrakket i 1825. Det forblev stort set uændret i 150 år. Der var 12 discounthuse, alle baseret i City (Londons finansdistrikt), og de havde monopol på daglige handler med Bank of England i veksler og, i mindre grad, i gylte (britiske statspapirer, svarende til amerikanske skatkammerbeviser og obligationer).
Elektronisk handel, lanceringen af derivatmarkeder og væksten på repomarkedet begyndte at give konkurrence om discounthusenes tjenester i begyndelsen af 1980'erne. Men deres dødsstød lød i midten af 1990'erne, da Bank of England radikalt begyndte at omstrukturere den måde, den fastsatte renter og regulerede pengemængden på. I 1996 afsluttede det diskonteringshusenes privilegerede position ved at åbne for handel med kortfristede pengemarkedsinstrumenter til en bred vifte af banker, byggeforeninger og værdipapirfirmaer, baseret både i Storbritannien og i udlandet.
I 2000 stoppede alle britiske discounthuse deres aktiviteter.
Det sidste discounthus, der blev lukket, var Gerrard & King i november 2000.
Alle Storbritanniens internationale banker har nu store finansafdelinger, som handler med statsobligationer og instrumenter på paneuropæisk basis.
Særlige overvejelser
I USA refererer et discounthus til en stor detailbutik, der kan tilbyde varige forbrugsgoder til under almindelige listepriser på grund af dens evne til at købe i løs vægt og anvende udgiftskontrollerende praksis.
Højdepunkter
Discounthuse er finansielle institutioner, der fungerer som pengeudlånere, eller fungerer som mellemmænd mellem kommercielle långivere og låntagere, der handler med forskellige kortfristede værdipapirer og instrumenter.
I 2000 ophørte britiske discounthuse stort set med at eksistere som separate finansielle institutioner.
Discounthuse, der primært er beliggende i Storbritannien, leverede engang et klar sekundært marked og sikrede dermed likviditet i det britiske monetære system. Bank of England opererede ofte gennem discounthuse for at hjælpe med at regulere pengemængden, fastsætte renter og yde kredit til kommercielle banker.
