Flad udbyttekurve
Hvad er den flade udbyttekurve?
Den flade rentekurve er en rentekurve,. hvor der er lille forskel mellem korte og lange renter for obligationer af samme kreditkvalitet. Denne form for udfladning af rentekurven ses ofte ved overgange mellem normale og omvendte kurver. Forskellen mellem en flad rentekurve og en normal rentekurve er, at en normal rentekurve hælder opad.
Forstå den flade udbyttekurve
Når korte og lange obligationer giver tilsvarende afkast, er der sædvanligvis ringe fordele ved at holde det langfristede instrument; investor opnår ingen overkompensation for de risici, der er forbundet med at besidde langfristede værdipapirer. Hvis rentekurven flader ud, indikerer det, at rentespændet mellem lange og korte obligationer er faldende. For eksempel er en flad rentekurve på amerikanske statsobligationer en, hvor afkastet på en to-årig obligation er 5 %, og afkastet på en 30-årig obligation er 5,1 %.
En udfladning af rentekurven kan være et resultat af, at de lange renter falder mere end de korte, eller at de korte renter stiger mere end de lange. En flad rentekurve er typisk en indikation af, at investorer og handlende er bekymrede over de makroøkonomiske udsigter. En af grundene til, at rentekurven kan flade ud, er, at markedsdeltagere kan forvente, at inflationen vil falde, eller at Federal Reserve hæver federal funds-renten på kort sigt.
For eksempel, hvis Federal Reserve øger sit kortsigtede mål over en bestemt periode, kan de langsigtede renter forblive stabile eller stige. Men de korte renter vil stige. Som følge heraf ville hældningen på rentekurven flade ud, når de korte renter stiger mere end de lange.
Særlig overvejelse: vægtstangsstrategien
Barbell-strategien kan være til gavn for investorer i et udfladende rentekurvemiljø, eller hvis Federal Reserve ønsker at hæve federal funds-renten. Dog kan vægtstangsstrategien underperforme, når rentekurven bliver stejlere. Vægtstangsstrategien er en investeringsstrategi, der kan bruges i renteinvesteringer og handel. I en vægtstangsstrategi består halvdelen af en portefølje af lange obligationer, mens resten består af korte obligationer.
Antag for eksempel, at rentespændet er 8 %, og en investor tror, at rentekurven vil flade ud. Investoren kunne allokere halvdelen af renteporteføljen til US Treasury 10-årige obligationer og den anden halvdel til US Treasury 2-årige obligationer. Derfor har investoren en vis fleksibilitet og kan reagere på ændringer på obligationsmarkederne. Porteføljen kan dog opleve et markant fald, hvis der sker en voldsom stigning i de lange renter, hvilket skyldes varigheden af lange obligationer.
Højdepunkter
Sådan en kurve kan betragtes som en psykologisk markør, som kan betyde, at investorer mister troen på et langsigtet markeds vækstpotentiale.
En måde at bekæmpe en udfladning af rentekurven på er at bruge det, der kaldes en vægtstangsstrategi, der afbalancerer en portefølje mellem lange og korte obligationer. Denne strategi fungerer bedst, når bindingerne er "laddered" eller forskudt med bestemte intervaller.
En udfladende rentekurve er, når korte og lange obligationer ikke ser nogen mærkbar ændring i renterne. Det gør lange obligationer mindre attraktive for investorer.
