Aktionærværditilvækst (SVA)
Hvad er aktionærværditilvækst (SVA)?
Aktionærværditilvækst (SVA) er et mål for det driftsoverskud, som en virksomhed har produceret ud over dets finansieringsomkostninger eller kapitalomkostninger. Grundberegningen er netto driftsresultat efter skat (NOPAT) minus kapitalomkostninger, som er baseret på virksomhedens vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger.
Hvordan aktionærværditilvækst (SVA) fungerer
Nogle værdiinvestorer bruger SVA som et værktøj til at bedømme virksomhedens rentabilitet og ledelseseffektivitet. Denne tankegang stemmer overens med værdibaseret ledelse, som antager, at den vigtigste overvejelse for et selskab bør være at maksimere den økonomiske værdi for dets aktionærer.
Aktionærværdi skabes, når en virksomheds overskud overstiger omkostningerne. Men der er mere end én måde at beregne dette på. Nettoresultatet er et groft mål for aktionærernes værditilvækst, men det tager ikke højde for finansieringsomkostninger eller kapitalomkostninger. Aktionærværditilvækst (SVA) viser den indkomst, som en virksomhed har tjent ud over dets finansieringsomkostninger.
Aktionærværditilvækst har en række fordele. SVA-formlen anvender NOPAT, som er baseret på driftsoverskud og udelukker de skattebesparelser, der følger af anvendelsen af gæld. Dette fjerner effekten af finansieringsbeslutninger på overskuddet og giver mulighed for en æble-til-æbler sammenligning af virksomheder uanset deres finansieringsmetode.
NOPAT udelukker også ekstraordinære poster og er således et mere præcist mål end nettoresultatet af en virksomheds evne til at generere overskud fra sin normale drift. Ekstraordinære poster omfatter omstruktureringsomkostninger og andre engangsomkostninger, der midlertidigt kan påvirke en virksomheds resultat.
Formel for aktionærværditilvækst (SVA)
< / span>
Aktionærværditilvækst i værdiinvestering
Populariteten af SVA nåede et højdepunkt i løbet af 1980'erne, da virksomhedsledere og bestyrelser blev undersøgt for at fokusere på personlige eller virksomhedsgevinster i stedet for at fokusere på aktionærer. SVA er ikke længere så højt værdsat af investeringssamfundet.
Værdiinvestorer,. der fokuserer på SVA, er mere optaget af at skabe kortsigtede afkast over markedsgennemsnittet end af langsigtede afkast. Denne afvejning ligger implicit i SVA-modellen, som straffer virksomheder for at pådrage sig kapitalomkostninger i et forsøg på at udvide forretningsdriften. Kritikere imødegår, at disse værdiinvestorer driver virksomheder til at træffe kortsigtede beslutninger i stedet for at fokusere på at tilfredsstille deres kunder.
I en vis forstand leder investorer, der fokuserer på SVA, ofte efter kontant værditilvækst (CVA). Virksomheder, der genererer mange penge gennem deres drift, kan betale højere udbytte eller vise større kortsigtede overskud. Dette er dog kun en umiddelbar effekt af faktisk produktivitet eller velstandsskabelse.
Reelle investeringer kræver ofte intense kapitaludgifter og kortsigtede tab. Dette gælder især i den nuværende digitale tidsalder drevet af innovation og store investeringer i teknologi og eksperimenter. Et nyt koncept kaldet blitz-skalering kunne ses som det modsatte af SVA, idet det ikke lægger vægt på kortsigtede tab og al opmærksomheden på langsigtet værdiskabelse.
Aktionærer ønsker altid, at deres selskaber maksimerer afkast, betaler udbytte og viser overskud. Værdiinvestorer kan risikere at blive kortsigtede ved kun at fokusere på SVA og ikke overveje de langsigtede konsekvenser af for lidt geninvestering.
Begrænsninger af aktionærværditilvækst
En væsentlig ulempe ved aktionærværditilvækst er, at det er vanskeligt at beregne for privatejede virksomheder. SVA kræver beregning af kapitalomkostninger, herunder omkostninger til egenkapital. Det er svært for privatejede virksomheder.
##Højdepunkter
SVA-formlen anvender NOPAT, som er baseret på driftsoverskud og udelukker de skattebesparelser, der følger af anvendelsen af gæld.
En væsentlig ulempe ved aktionærværditilvæksten er, at det er svært at beregne for privatejede virksomheder.
Aktionærværditilvækst (SVA) er et mål for det driftsoverskud, som en virksomhed har produceret ud over dets finansieringsomkostninger eller kapitalomkostninger.
