Gennemsnitlig omkostningsmetode
Hvad er den gennemsnitlige omkostningsmetode?
Den gennemsnitlige omkostningsmetode er et system til beregning af værdien af investeringsforeningspositioner på en skattepligtig konto for at bestemme overskuddet eller tabet for skatteindberetning. Omkostningsgrundlaget repræsenterer startværdien af et værdipapir eller en investeringsforening, som en investor ejer.
Den gennemsnitlige omkostning sammenlignes derefter med den pris, som fondsaktierne blev solgt til, for at bestemme gevinster eller tab til skatteindberetning. Det gennemsnitlige omkostningsgrundlag er en af mange metoder, som Internal Revenue Service (IRS) giver investorer mulighed for at bruge for at komme frem til prisen på deres investeringsforeningsbeholdninger.
Forståelse af den gennemsnitlige omkostningsmetode
Den gennemsnitlige omkostningsmetode bruges almindeligvis af investorer til indberetning af investeringsforeninger. En omkostningsbaseret metode indberettes med mæglerfirmaet, hvor aktiverne opbevares. Den gennemsnitlige omkostning beregnes ved at dividere det samlede beløb i dollars, der er investeret i en investeringsforeningsposition, med antallet af ejede aktier. For eksempel vil en investor, der har $10.000 i en investering og ejer 500 aktier, have et gennemsnitligt omkostningsgrundlag på $20 ($10.000 / 500).
Typer af omkostningsgrundlagsmetoder
Selvom mange mæglerfirmaer misligholder den gennemsnitlige omkostningsmetode for investeringsforeninger, er der andre metoder tilgængelige.
###FIFO
Først ind, først ud (FIFO)-metoden betyder, at når aktier sælges, skal du sælge de første, du erhvervede først, når du beregner gevinst og tab. Lad os f.eks. sige, at en investor ejede 50 aktier og købte 20 i januar, mens han købte 30 aktier i april. Hvis investoren solgte 30 aktier, skal de 20 i januar bruges, og de resterende ti solgte aktier ville komme fra det andet parti købt i april. Da både januar- og aprilkøbene ville være blevet udført til forskellige priser, ville skattegevinsten eller -tabet blive påvirket af de oprindelige indkøbspriser i hver periode.
Også, hvis en investor har haft en investering i mere end et år, vil det blive betragtet som en langsigtet investering. IRS anvender en lavere kapitalgevinstskat på langsigtede investeringer versus kortsigtede investeringer, som er værdipapirer eller fonde erhvervet på mindre end et år. Som følge heraf ville FIFO-metoden resultere i lavere betalte skatter, hvis investoren havde solgt positioner, der var mere end et år gamle.
###LIFO
Den sidste ind først ud (LIFO) metode er, når en investor kan sælge de seneste erhvervede aktier først efterfulgt af de tidligere erhvervede aktier. LIFO-metoden fungerer bedst, hvis en investor ønsker at holde på de oprindeligt købte aktier, som kan være til en lavere pris i forhold til den aktuelle markedspris.
Metoder til høje omkostninger og lave omkostninger
Højprismetoden giver investorer mulighed for at sælge de aktier, der har den højeste oprindelige købspris. Med andre ord bliver de aktier, der var dyrest at købe, solgt først. En højomkostningsmetode er designet til at give investorerne den laveste skyldige kapitalgevinstskat. For eksempel kan en investor have en stor gevinst ved en investering, men ønsker ikke at realisere den gevinst endnu, men har brug for penge.
At have en højere pris betyder, at forskellen mellem startprisen og markedsprisen, når den sælges, vil resultere i den mindste gevinst. Investorer kan også bruge højomkostningsmetoden, hvis de ønsker at tage et kapitaltab, fra et skattemæssigt synspunkt, for at udligne andre gevinster eller indkomst.
Omvendt giver lavprismetoden investorerne mulighed for at sælge de laveste aktier først. Med andre ord bliver de billigste aktier, du har købt, solgt først. Lavprismetoden kan vælges, hvis en investor ønsker at realisere en kapitalgevinst på en investering.
Valg af en omkostningsbaseret metode
Når først en omkostningsbaseret metode er valgt for en specifik investeringsforening, skal den forblive i kraft. Mæglerfirmaer vil give investorer passende årlig skattedokumentation for salg af investeringsforeninger baseret på deres valg af omkostningsgrundlag.
Investorer bør konsultere en skatterådgiver eller finansiel planlægger,. hvis de er usikre på, hvilken omkostningsgrundlagsmetode, der vil minimere deres skatteregning for betydelige investeringsforeningsbeholdninger på skattepligtige konti. Den gennemsnitlige omkostningsmetode er måske ikke altid den optimale metode ud fra et skattemæssigt synspunkt. Vær opmærksom på, at omkostningsgrundlaget kun får betydning, hvis beholdningerne står på en skattepligtig konto, og investor overvejer et delvist salg af beholdningerne.
Specifik identifikationsmetode
Den specifikke identifikationsmetode (også kendt som specifik aktieidentifikation) giver investor mulighed for at vælge, hvilke aktier der sælges for at optimere den skattemæssige behandling. Lad os f.eks. sige, at en investor køber 20 aktier i januar og 20 aktier i februar. Hvis investoren senere sælger 10 aktier, kan de vælge at sælge 5 aktier fra januarloddet og 5 aktier fra februarloddet.
Eksempel på sammenligning af omkostningsgrundlag
Sammenligninger af omkostningsgrundlag kan være en vigtig overvejelse. Lad os sige, at en investor har foretaget følgende på hinanden følgende fondskøb på en skattepligtig konto:
1.000 aktier til $30 for i alt $30.000
1.000 aktier til $10 for i alt $10.000
1.500 aktier til $8 for i alt $12.000
Det samlede investerede beløb svarer til 52.000 USD, og det gennemsnitlige omkostningsgrundlag beregnes ved at dividere 52.000 USD med 3.500 aktier. Den gennemsnitlige pris er $14,86 per aktie.
Antag, at investoren derefter sælger 1.000 aktier i fonden til $25 pr. Investoren ville have en kapitalgevinst på $ 10.140 ved at bruge metoden med gennemsnitlig omkostningsbasis. Gevinsten eller tabet ved brug af et gennemsnitsomkostningsgrundlag ville være som følger:
- (25 USD - 14,86 USD) x 1.000 aktier = 10.140 USD.
Resultaterne kan variere afhængigt af den omkostningsbaserede metode, der er valgt til skatteformål:
Først ind først ud: ($25 - $30) x 1.000 delinger = - $5.000
Sidst ind, først ud: ($25 - $8) x 1.000 = $17.000
Høje omkostninger: ($25 - $30) x 1.000 delinger = - $5.000
Lav pris: (25 USD - 8 USD) x 1.000 = 17.000 USD
Rent skattemæssigt ville investoren være bedre stillet ved at vælge FIFO-metoden eller højomkostningsmetoden til at beregne omkostningsgrundlaget, før aktierne sælges. Disse metoder ville medføre ingen skat på tabet. Med den gennemsnitlige omkostningsmetode skal investoren dog betale en kapitalgevinstskat af de $10.140 i indtjening.
Selvfølgelig, hvis investoren solgte de 1.000 aktier ved hjælp af FIFO-metoden, er der ingen garanti for, at når de resterende aktier sælges, vil $25 være salgsprisen. Aktiekursen kunne falde, udslette det meste af kapitalgevinsten, og en mulighed for at realisere en kursgevinst ville være gået tabt. Som følge heraf skal investorerne afveje valget om, hvorvidt de vil tage gevinsten i dag og betale kapitalgevinstskatten eller forsøge at reducere deres skatter og risikere at miste eventuelle urealiserede gevinster på deres resterende investering.
##Højdepunkter
Den gennemsnitlige omkostning beregnes ved at dividere det samlede beløb i dollars, der er investeret i en investeringsforeningsposition, med antallet af aktier, der ejes.
Omkostningsgrundlaget repræsenterer startværdien af et værdipapir eller en investeringsforening, som en investor ejer.
Den gennemsnitlige omkostningsmetode er en måde at beregne værdien af investeringsforeningspositioner for at bestemme overskuddet eller tabet til skatteindberetning.
