Go-Shop-periode
Hvad er en Go-Shop-periode?
En go-shop-periode er en bestemmelse, der giver en offentlig virksomhed mulighed for at opsøge konkurrerende tilbud, selv efter at den allerede har modtaget et fast købstilbud. Det oprindelige tilbud fungerer så som et gulv for mulige bedre tilbud. Varigheden af en go-shop-periode er normalt omkring en til to måneder.
Sådan fungerer en Go-Shop-periode
En go-shop-periode er beregnet til at hjælpe en bestyrelse med at opfylde sin tillidspligt over for aktionærerne og finde den bedst mulige handel. Go-shop-aftaler giver normalt den oprindelige budgiver mulighed for at matche ethvert bedre tilbud, som målvirksomheden modtager. De betaler også den oprindelige budgiver et reduceret opbrudsgebyr, hvis målvirksomheden er købt af en anden bejler.
I et aktivt fusions- og opkøbsmiljø (M&A) kan det være rimeligt at tro, at andre budgivere kan melde sig. Kritikere siger dog, at go-shop-perioder er kosmetiske, designet til at give bestyrelsen det indtryk, at det handler i aktionærernes bedste interesse. Kritikere bemærker, at go-shop-perioder sjældent resulterer i yderligere tilbud, fordi de ikke giver andre potentielle købere tid nok til at udføre due diligence på målvirksomheden. Historiske data tyder på, at en meget lille brøkdel af de oprindelige bud bliver tilsidesat til fordel for nye bud i go-shop-perioder .
Go-Shop vs. No-Shop
En go-shop-periode gør det muligt for virksomheden, der bliver opkøbt, at shoppe rundt efter et bedre tilbud. No-shop-perioden giver den erhvervede ikke en sådan mulighed. I tilfælde af en no-shop-bestemmelse, vil den virksomhed, der opkøbes, skulle betale et stort opbrudsgebyr, hvis det beslutter sig for at sælge til et andet selskab, efter at tilbuddet er fremsat.
I 2016 annoncerede Microsoft, at det ville købe LinkedIn for 26,2 milliarder dollars. Den foreløbige aftale mellem de to havde en no-shop bestemmelse. Hvis LinkedIn fandt en anden køber, skulle det betale Microsoft et brudgebyr på 725 millioner USD
No-shop bestemmelser betyder, at virksomheden ikke aktivt kan handle handlen - det vil sige, at virksomheden ikke kan tilbyde information til potentielle købere, indlede samtaler med købere eller anmode om forslag, blandt andet. Virksomheder kan dog reagere på uopfordrede tilbud som en del af deres tillidshverv. Status quo i mange M&A-aftaler er at have en no-shop bestemmelse.
Kritik af Go-Shop-perioder
En go-shop-periode opstår generelt, når den sælgende virksomhed er privat, og køberen er et investeringsselskab, såsom private equity. De bliver også mere populære med go-private transaktioner, hvor en offentlig virksomhed vil sælge via en gearet buyout (LBO). En go-shop-periode fører dog sjældent til, at der kommer en anden køber ind.
Højdepunkter
Go-shop-bestemmelser giver generelt den oprindelige budgiver mulighed for at matche eventuelle konkurrerende tilbud, og hvis virksomheden sælges til en anden køber, betales de generelt et opbrudsgebyr.
En no-shop bestemmelse betyder, at virksomheden ikke aktivt kan handle handlen, hvilket inkluderer at tilbyde information til potentielle købere eller indhente andre forslag.
Go-shop-perioder er en tidsramme, generelt en til to måneder, hvor en virksomhed, der bliver opkøbt, selv kan shoppe for en bedre handel.
