Artikel 50

Hvad er artikel 50?

Artikel 50 er en klausul i Den Europæiske Unions (EU) Lissabon-traktat, der beskriver de skridt, der skal tages af et land, der søger at forlade blokken frivilligt. Påberåbelse af artikel 50 kickstarter den formelle exitproces og giver lande mulighed for officielt at erklære, at de agter at forlade EU. Storbritannien var det første land, der påberåbte sig artikel 50, efter at et flertal af britiske vælgere valgte at forlade unionen i 2016.

Sådan fungerer artikel 50

Artikel 50 er en del af Lissabon-traktaten,. som blev underskrevet og ratificeret af alle 27 EU-medlemslande i 2007 og trådte i kraft i 2009. Artiklen skitserer, hvordan en medlemsnation kan forlade EU frivilligt. Som nævnt ovenfor hedder det i artiklen: "Enhver medlemsstat kan beslutte at udtræde af unionen i overensstemmelse med sine egne forfatningsmæssige krav."

Ifølge artiklens tekst:

1. Enhver medlemsstat kan beslutte at udtræde af Unionen i overensstemmelse med sine egne forfatningsmæssige krav.

2. En medlemsstat, der beslutter at trække sig ud, underretter Det Europæiske Råd om sin hensigt. I lyset af retningslinjerne fra Det Europæiske Råd forhandler og indgår Unionen en aftale med denne stat, som fastlægger ordningerne for dens udtræden under hensyntagen til rammerne for dens fremtidige forbindelser med Unionen. Denne aftale forhandles i overensstemmelse med artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den indgås på Unionens vegne af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal, efter at have opnået Europa-Parlamentets godkendelse.

3. Traktaterne ophører med at gælde for den pågældende stat fra datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis dette ikke sker, to år efter den i stk. 2 omhandlede meddelelse, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med medlemmet Den pågældende stat beslutter enstemmigt at forlænge denne periode.

4. Med henblik på stk. 2 og 3 deltager det medlem af Det Europæiske Råd eller af Rådet, der repræsenterer den udtrædende medlemsstat, ikke i Det Europæiske Råds eller Rådets drøftelser eller i beslutninger vedrørende det.

Et kvalificeret flertal defineres i overensstemmelse med artikel 238, stk. 3, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

1. Hvis en stat, der har udtrådt af Unionen, anmoder om at blive medlem igen, underlægges dens anmodning proceduren i artikel 49.

Algeriet forlod Det Europæiske Økonomiske Fællesskab efter at have opnået uafhængighed fra Frankrig i 1962, mens Grønland forlod det gennem en særlig traktat i 1985.

Særlige overvejelser

Artikel 50 blev et emne for seriøs diskussion under den europæiske statsgældskrise fra 2010 til 2014, da Grækenlands økonomi så ud til at være ved at komme ud af kontrol. I et forsøg på at redde euroen og måske EU fra at kollapse, overvejede ledere at udvise Grækenland fra eurozonen.

Problemet, de stødte på med artikel 50, var, at der ikke var nogen klar vejledning til at skubbe et medlemsland ud mod dets vilje. Det var heller ikke nødvendigt at fjerne Grækenland fra EU - kun fra eurozonen. Grækenland var til sidst i stand til at indgå aftaler med sine EU -kreditorer.

Oprindelsen af artikel 50

Den Europæiske Union startede i 1957 som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som blev oprettet for at fremme økonomisk gensidig afhængighed blandt sine medlemmer i kølvandet på Anden Verdenskrig. Den oprindelige blok omfattede seks europæiske lande: Holland, Frankrig, Belgien, Vesttyskland, Luxembourg og Italien. De fik følgeskab af Storbritannien, Danmark og Irland i 1973. EU blev formelt oprettet ved Maastricht-traktaten i 1992, og i 1995 udvidede blokken til 15 medlemmer, der dækkede hele Vesteuropa. Fra 2004 til 2007 oplevede EU sin største ekspansion nogensinde, idet den tog imod 12 nye medlemmer, som omfattede tidligere kommunistiske stater.

Lissabontraktaten blev udarbejdet med henblik på at øge EU's effektivitet og demokratiske legitimitet og forbedre sammenhængen i dens indsats. Traktaten blev underskrevet og ratificeret af alle 27 medlemslande i 2007 og trådte i kraft i 2009. Traktaten er opdelt i to dele – traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Den har i alt 358 artikler inklusive artikel 50.

Forfatteren af bestemmelsen mente oprindeligt ikke, at det var nødvendigt. "Hvis du holdt op med at betale regningerne, og du holdt op med at møde op til møderne, ville dine venner med tiden bemærke, at du så ud til at være gået," sagde den skotske jævnaldrende Lord Kerr fra Kinlochard til BBC i november 2016. Han så artikel 50 som potentielt nyttigt i tilfælde af et kup, som ville få EU til at suspendere det berørte lands medlemskab: "Jeg troede, at på det tidspunkt kunne den pågældende diktator være så tvær, at han ville sige 'right, I'm off' og det ville være godt at have en procedure, hvorefter han kunne gå."

Eksempel på artikel 50

Det første land, der påberåbte sig artikel 50, var Storbritannien, som forlod EU den jan. 31, 2020. Det skete, efter at et flertal af britiske borgere stemte for at forlade unionen og forfølge Brexit ved en folkeafstemning den 23. juni 2016, hvilket fik den britiske premierminister Theresa May til at påberåbe sig artiklen den 29. marts 2017.

Processen var bundet af forpassede deadlines, forlængelser, forhandlinger og stopklodser fremsat af både britiske og EU-ledere. Mays forsøg på en aftale blev afvist af parlamentet. Forhandlingerne blev fornyet af Boris Johnson, som blev premierminister, efter May trak sig.

Landet begyndte en 11-måneders overgangsperiode umiddelbart efter sin afgang fra blokken. Efter at have forladt Unionen var der ingen britiske embedsmænd i Europa-Parlamentet, og Storbritannien mistede sin vetoret inden for EU. Men de to parter skulle stadig udarbejde en ny handelsaftale. Der var stadig mange problemer at løse i overgangsperioden, herunder:

• Spørgsmål vedrørende pensioner

• Hvordan begge parter ville håndtere retshåndhævelse og sikkerhedssamarbejde

• Adgang til fælles fiskeri

• Told- og grænsekontrol mellem Nordirland og Republikken Irland

• Tariffer og andre handelshindringer

En stor årsag til bekymring var spørgsmålet om EU-borgere, der migrerer til Storbritannien eller omvendt. Før Brexit boede, arbejdede eller studerede anslået tre millioner EU-borgere i Storbritannien, mens en million britiske statsborgere gjorde det samme i resten af EU. Statsborgere fik lov til at krydse grænser i overgangsperioden, men var efterfølgende underlagt visumkrav.

Forhandlingerne fortsatte i overgangsperioden på trods af mange stop og vejspærringer. Den dec. Den 24. 2020 annoncerede de to sider endelig en handelsaftale, der ville erstatte EU's indre marked og dets toldunion med hensyn til Det Forenede Kongerige. Handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien blev underskrevet i december. 30 og trådte foreløbigt i kraft den jan. 1. Den blev dog først fuldt ud ratificeret den følgende april. Den nye handelsaftale trådte fuldt ud i kraft den 1. maj 2021.

##Højdepunkter

• Artiklen siger: "Enhver medlemsstat kan beslutte at melde sig ud af unionen i overensstemmelse med sine egne forfatningsmæssige krav."

• Artiklen blev genstand for seriøs diskussion under den europæiske statsgældskrise fra 2010 til 2014, hvor Grækenlands økonomi så ud til at være i problemer.

• Storbritannien blev det første land, der påberåbte sig artikel 50, efter at et flertal af vælgerne havde valgt at forlade blokken.

• Artikel 50 er en klausul i EU's Lissabon-traktat, der skitserer, hvordan et land kan forlade blokken frivilligt.