Detektionsrisiko

Hvad er opdagelsesrisiko?

Opdagelsesrisiko er chancen for, at en revisor ikke vil finde væsentlig fejlinformation, der findes i en virksomheds årsregnskab. Disse fejlinformationer kan enten skyldes svig eller fejl. Revisorer gør brug af revisionshandlinger til at opdage disse fejlinformationer.

På grund af revisionsprocedurernes karakter vil der dog altid eksistere en vis opdagelsesrisiko. For eksempel prøver revisorer ofte en bestemt type virksomhedstransaktion, fordi det er upraktisk at undersøge hver transaktion. En forøgelse af stikprøvestørrelsen kan reducere påvisningsrisikoen, men en vis risiko vil altid være tilbage.

Detektionsrisiko er et af de tre elementer, der omfatter revisionsrisiko,. de to andre er iboende risiko og kontrolrisiko.

Forstå detektionsrisiko

Detektionsrisiko kan nå uacceptable niveauer, når en revisor undlader at implementere de korrekte revisionsprocedurer, implementerer de rigtige procedurer forkert eller undlader at bedømme resultaterne korrekt. Det er vigtigt for revisorer at vurdere både kontrol og iboende risiko først og derefter tildele opdagelsesrisiko for at bringe den samlede revisionsrisiko til et acceptabelt niveau. Det er dog usandsynligt, at en revisor helt kan eliminere opdagelsesrisikoen, simpelthen fordi de fleste revisorer aldrig vil være i stand til at undersøge hver enkelt transaktion, der udgør et regnskab. I stedet bør revisorer tilstræbe at holde opdagelsesrisikoen på et acceptabelt niveau.

Disse er de tre hovedkomponenter af opdagelsesrisiko.

1. Anvendelse af en revisionsprocedure forkert. For eksempel, når en revisor anvender det forkerte acceptable forhold, når han bruger nøgletal til at evaluere den pålydende værdi af en kontosaldo.

2. Forkert revisionstestmetode. Valg af en revisionstestmetode, der ikke passer til den type finanskonto, der revideres, for eksempel test for nøjagtigheden af fakturaen frem for forekomsten af et bestemt salg.

3. Fejlfortolkning af resultaterne af revisionen, eller bare evaluering af resultaterne forkert.

En almindelig fejl, som revisorer begår, er at konkludere, at en opdaget fejlinformation er triviel. Nogle gange kan en fejlinformation, der er triviel i én enhed i en virksomhed, blive væsentlig, når den er aggregeret over flere forretningsenheder, hvilket har en væsentlig indvirkning på virksomhedens regnskaber. Påvisningsrisikoen kan være højere i regioner, hvor reguleringsorganer er relativt ineffektive. Opdagelsesrisikoen er også højere, når forholdet mellem revisorer og reviderede virksomheders medarbejdere bliver hyggeligt. Kulturelle forskelle kan også øge eller mindske denne risiko mellem lande og regioner rundt om i verden.

Der er en række revisionshandlinger, som revisorer bruger for at minimere opdagelsesrisikoen, herunder klassifikationstest, fuldstændighedstest, værdiansættelsestest og hændelsestest.

Klassifikationstest

Klassifikationstest bruges til at afgøre, om transaktioner blev klassificeret korrekt. For eksempel kan en omkostning for virksomheden klassificeres som enten en omkostning eller et aktiv afhængigt af dens samlede omkostning og længden af dens brugstid. En revisor kan anvende visse revisionshandlinger for at afgøre, om en stor udgift klassificeres som et aktiv eller en omkostning.

Fuldstændighedstest

Fuldstændighedstest bruges til at undersøge, om der mangler transaktioner i regnskabet. For eksempel kan en revisor gennemgå en kundes kontoudtog for at afgøre, om betalinger til leverandører, der findes på kontoudtoget, også blev registreret i regnskabssystemet.

Værdiansættelsestest

Værdiansættelsestest bruges til at teste, om værdien af aktiver og passiver i virksomhedens bøger er korrekte. Denne test kan kræve, at en revisor indhenter en ekstern vurdering af det pågældende aktiv eller passiv.

Forekomsttest

Forekomsttest bruges til at bestemme, om registrerede transaktioner rent faktisk har fundet sted. Denne test kunne indebære at undersøge specifikke fakturaer, der er anført i salgsregnskabet, og spore dem tilbage til den originale kundeordre og forsendelsesdokumentation.

Detektionsrisiko vs. kontrolrisiko vs. iboende risiko

Iboende risiko er altid til stede og er specifik for virksomheden baseret på dens givne branche og forretningsmiljø. Iboende risiko er sandsynligheden for, at der findes en væsentlig fejlinformation i virksomhedens regnskab baseret på disse givne faktorer. Kontrolrisiko er risikoen for, at virksomhedens egne interne kontroller ikke vil være i stand til at forhindre, opdage eller korrigere væsentlig fejlinformation eller fejl, der er til stede i årsregnskabet. Hvis revisorerne ved, at virksomheden, der revideres, har dårlige interne kontrolprocesser, vil denne risiko blive vurderet højere.

Både iboende risiko og kontrolrisiko øger niveauet af revisionshandlinger, der kræves for at reducere opdagelsesrisikoen til et acceptabelt niveau. Fordi revisionsrisikoen består af alle tre elementer, vil det være nødvendigt at minimere opdagelsesrisikoen gennem øgede revisionsprocedurer, hvis både kontrolrisikoen og den iboende risiko er høj. Hvis den iboende risiko og kontrolrisikoen begge er lave, vil niveauet af revisionsprocedurer være lavere.

TTT

Eksempel på detektionsrisiko

Smith and Co. Certified Public Accounting (CPA) firma er ansat til at udføre en revision af ABC Corp.'s regnskaber. Revisorer fra Smith og Co. har tidligere arbejdet med ABC Corp., og de har tidligere udtrykt bekymring over for ledelsen omkring ABC's manglende interne kontroller omkring virksomhedens lønproces. Ved at gå ind i årets revision vil Smith og Co. vurdere kontrolrisikoen som høj for netop dette område. ABC Corp.s lønsystem er også meget komplekst, og det involverer en stor grad af manuel input fra lønassistenten. Dette ville også øge den iboende risiko.

Fordi både den iboende risiko og kontrolrisikoen er høj, skal opdagelsesrisikoen – risikoen for revisors manglende væsentlige problemer – minimeres tilstrækkeligt ved en stigning i revisionshandlinger og påkrævet bevis. Normalt ville Smith og Co. gennemgå den understøttende dokumentation for tre lønningscyklusser. Men på grund af risikoen i dette særlige område, har Smith og Co. anmodet om dokumentation og backup-rapporter for seks lønningscyklusser.

Revisorerne kan spore lønudgifterne, der er registreret for specifikke personer i hovedbogen, tilbage til deres timekort, for at bekræfte arbejdet, og til deres menneskelige ressourcer (HR)-fil for at bekræfte lønsatsen. Revisorerne kan også sikre, at medarbejderens leder har meldt sig ud på alle tidskort, og at HR-chefen har gennemgået og underskrevet alle løntjek. Ved at øge mængden af test udført omkring lønningsprocessen har revisorerne effektivt reduceret opdagelsesrisikoen forbundet med disse transaktioner.

Højdepunkter

• Der er tre typer revisionsrisici: opdagelsesrisiko, iboende risiko og kontrolrisiko.

• Der vil altid være en vis mængde opdagelsesrisiko, men revisors mål er at sænke opdagelsesrisikoen tilstrækkeligt til, at den samlede revisionsrisiko kan holde et acceptabelt niveau.

• Opdagelsesrisiko opstår, når en revisor undlader at identificere en væsentlig fejlinformation i en virksomheds regnskab.

• Revisorer skal implementere korrekte revisionsprocedurer for at begrænse opdagelsesrisikoen.