Nulbundet

Hvad er Zero-Bound?

Zero-bound er et ekspansivt pengepolitisk værktøj, hvor en centralbank sænker de korte renter til nul, hvis det er nødvendigt, for at stimulere økonomien. En centralbank, der er tvunget til at indføre denne politik, må også forfølge andre, ofte ukonventionelle, stimuleringsmetoder for at genoplive økonomien.

Forståelse af Zero-Bound

Zero-bound refererer til det laveste niveau, som renten kan falde til, og logikken dikterer, at nul ville være det niveau. Hovedpilen i en centralbanks pengepolitiske kogger er renten. Banken vil manipulere renten for enten at stimulere en stagnerende økonomi eller dæmpe en overophedning. Det er klart, at der er grænser, især i den nederste ende af området.

Nulgrænsen er den nedre grænse, som satserne kan sænkes til, men ikke længere. Når dette niveau er nået, og økonomien stadig underperformer, så kan centralbanken ikke længere give stimulans via renten. Økonomer bruger udtrykket likviditetsfælde til at beskrive dette scenario.

Når man står over for en likviditetsfælde, bliver alternative procedurer for monetær stimulering ofte nødvendige. Konventionel visdom var, at renterne ikke kunne bevæge sig ind i negativt territorium, hvilket betyder, at når renten når nul eller er tæt på nul, for eksempel 0,01 %, skal pengepolitikken ændres for at fortsætte med at stabilisere eller stimulere økonomien.

Det mest velkendte alternative pengepolitiske værktøj er måske kvantitative lempelser (QE). Det er her, en centralbank engagerer sig i et storstilet aktivkøbsprogram, der ofte involverer statsobligationer og andre statsobligationer. Dette vil ikke kun holde de korte renter lave, men det vil presse de længere renter ned, hvilket yderligere inciterer til låntagning.

Negative priser

Siden den store recession i 2008 og 2009 har nogle centralbanker skubbet grænserne for nulgrænsen under det numeriske niveau og implementeret negative renter. Efterhånden som den globale økonomi styrtdykkede, sænkede centralbankerne renterne for at stimulere vækst og forbrug. Men da opsvinget forblev langsom, begyndte centralbankerne at gå ind på det ukendte territorium med negative renter.

Sverige var det første land, der gik ind på dette område, da Riksbanken i 2009 sænkede reporenten til 0,25 %, hvilket pressede indlånsrenten til -0,25 %. Siden da har Den Europæiske Centralbank (ECB), Bank of Japan (BOJ) og en håndfuld andre fulgt trop på et eller andet tidspunkt.

Der er tilfælde, hvor negative satser er blevet implementeret under normale tider. Schweiz er et sådant eksempel; gennem store dele af 2010'erne var dens målrente -0,75 %, som blev hævet til -0,50 % i 2021. Japan havde på samme måde vedtaget en negativ rentepolitik (NIRP) med et mål på -0,1 %.

Eksempel på nulbundne og negative renter i Schweiz

Den schweiziske nationalbank (SNB) fører en negativ rentepolitik. Mens der er andre eksempler på negative renter, er det schweiziske eksempel ret unikt, idet landet vælger at holde renterne meget lave (og negative) for at forhindre, at dets valuta stiger for markant.

I det schweiziske eksempel anvendes negative renter kun på banksaldi i schweiziske franc over en vis tærskel.

Schweiz betragtes som en sikker havn med lav politisk risiko og inflationsrisiko. Andre eksempler på negative og nulbundne rentepolitikker er ofte opstået på grund af økonomisk uro, som kræver rentesænkninger for at stimulere økonomien. Den schweiziske situation passer ikke til dette scenario.

SNB har fastholdt, at den skal holde kurserne lave for at forhindre, at dens i forvejen relativt høje valutaværdi bliver endnu højere. En stigende valuta skader den schweiziske eksportindustri. Derfor har SNB taget en tostrenget tilgang til at kontrollere valutaen. Banken har aktivt engageret sig i valutamarkedsinterventioner for at hjælpe med at begrænse den stærke schweizerfranc og holder også renterne lave eller negative for at afholde stærke spekulative køb af francen.

I denne situation vil SNB i sidste ende vedtage en nul-bundet strategi for at flytte tilbage til 0 % og derover. Det vil dog ikke ske, før centralbanken føler, at den kan hæve renten uden at forårsage en for markant stigning i valutaen.

Højdepunkter

• Zero-bound er et ekspansivt pengepolitisk værktøj, hvor en centralbank sænker de korte renter til nul, hvis det er nødvendigt, for at stimulere økonomien.

• Centralbanker vil manipulere renterne for enten at stimulere en stagnerende økonomi eller dæmpe en overophedning.

• Den store recession tvang nogle internationale centralbanker til at skubbe grænserne for nulgrænsen under det numeriske niveau og implementere negative renter for at anspore vækst og forbrug.