Udbytterabatmodel – DDM
Hvad er udbytterabatmodellen?
Dividendrabatmodellen (DDM) er en kvantitativ metode, der bruges til at forudsige prisen på en virksomheds aktie baseret på teorien om, at dens nuværende pris er værd at summen af alle dens fremtidige udbyttebetalinger,. når den diskonteres tilbage til deres nutidsværdi. Den forsøger at beregne dagsværdien af en aktie uanset de gældende markedsforhold og tager hensyn til udbytteudbetalingsfaktorerne og markedets forventede afkast. Hvis værdien opnået fra DDM er højere end den aktuelle handelskurs for aktier, så er aktien undervurderet og kvalificerer til et køb, og omvendt.
Forståelse af DDM
En virksomhed producerer varer eller tilbyder tjenester for at tjene penge. Pengestrømmen fra sådanne forretningsaktiviteter bestemmer dets overskud, som afspejles i virksomhedens aktiekurser. Virksomheder betaler også udbytte til aktionærer, som normalt stammer fra virksomhedsoverskud. DDM-modellen er baseret på teorien om, at værdien af en virksomhed er nutidsværdien af summen af alle dens fremtidige udbyttebetalinger.
Tidsværdi af penge
Forestil dig, at du gav 100 $ til din ven som et rentefrit lån. Efter noget tid går du til ham for at hente dine lånte penge. Din ven giver dig to muligheder:
Tag dine $100 nu
Tag dine $100 efter et år
De fleste individer vil vælge det første valg. Hvis du tager pengene nu, kan du indsætte dem i en bank. Hvis banken betaler en nominel rente, f.eks. 5 %, vil dine penge efter et år vokse til $105. Det vil være bedre end den anden mulighed, hvor du får $100 fra din ven efter et år. Matematisk,
Ovenstående eksempel angiver tidsværdien af penge, som kan opsummeres som "Pengenes værdi er afhængig af tid." Hvis du ser på det på en anden måde, kan du, hvis du kender den fremtidige værdi af et aktiv eller et tilgodehavende, beregne dets nuværende værdi ved at bruge den samme rentemodel.
Omarrangerer ligningen,
I det væsentlige, givet to faktorer, kan den tredje beregnes.
Udbytterabatmodellen anvender dette princip. Den tager den forventede værdi af de pengestrømme, som en virksomhed vil generere i fremtiden og beregner dens nettonutidsværdi (NPV) hentet fra konceptet om tidsværdien af penge (TVM). Grundlæggende er DDM bygget på at tage summen af alle fremtidige udbytter, der forventes at blive betalt af virksomheden, og beregne dens nutidsværdi ved hjælp af en netto rentefaktor (også kaldet diskonteringsrente).
Forventet udbytte
Det kan være en kompleks opgave at estimere det fremtidige udbytte for en virksomhed. Analytikere og investorer kan gøre visse antagelser eller forsøge at identificere tendenser baseret på tidligere udbyttebetalingshistorik for at estimere fremtidige udbytter.
Man kan antage, at virksomheden har en fast vækstrate af udbytte indtil evighed , hvilket refererer til en konstant strøm af identiske pengestrømme i uendelig lang tid uden slutdato. For eksempel, hvis et selskab har udbetalt et udbytte på 1 USD pr. aktie i år og forventes at opretholde en vækstrate på 5 % for udbyttebetaling, forventes det næste års udbytte at være 1,05 USD.
Alternativt, hvis man opdager en bestemt tendens - som en virksomhed, der betaler udbytte på $2,00, $2,50, $3,00 og $3,50 i løbet af de sidste fire år - så kan man antage, at dette års betaling er $4,00. Et sådant forventet udbytte er matematisk repræsenteret ved (D).
Rabatfaktor
Aktionærer, der investerer deres penge i aktier, tager en risiko, da deres købte aktier kan falde i værdi. Mod denne risiko forventer de et afkast/kompensation. I lighed med en udlejer, der udlejer sin ejendom til leje, fungerer aktieinvestorerne som pengeudlånere til virksomheden og forventer et vist afkast. En virksomheds omkostninger til egenkapital repræsenterer den kompensation, markedet og investorerne kræver i bytte for at eje aktivet og bære risikoen for ejerskab. Denne afkastningsgrad er repræsenteret ved (r) og kan estimeres ved hjælp af Capital Asset Pricing Model (CAPM) eller Dividend Growth Model. Dette afkast kan dog kun realiseres, når en investor sælger sine aktier. Afkastkravet kan variere på grund af investorernes skøn.
Virksomheder, der udbetaler udbytte, gør det til en bestemt årlig sats, som er repræsenteret ved (g). Afkastningsgraden minus vækstraten for udbytte (r - g) repræsenterer den effektive diskonteringsfaktor for en virksomheds udbytte. Udbyttet udbetales og realiseres af aktionærerne. Udbyttevækstraten kan estimeres ved at gange egenkapitalens forrentning (ROE) med fastholdelsesforholdet (sidstnævnte er det modsatte af udbytteudbetalingsforholdet). Da udbyttet stammer fra den indtjening, som virksomheden genererer, kan den ideelt set ikke overstige indtjeningen. Afkastet på den samlede aktie skal være over vækstraten for udbytte for fremtidige år, ellers kan modellen ikke opretholde og føre til resultater med negative aktiekurser, som ikke er mulige i virkeligheden.
DDM-formel
Baseret på det forventede udbytte pr. aktie og nettodiskonteringsfaktoren er formlen for værdiansættelse af en aktie ved hjælp af udbytterabatmodellen matematisk repræsenteret som,
> Værdi af lager=(CCE−DGR)EDPS < span class="mclose nulldelimiter">hvor:</ span>EDPS= forventet udbytte pr. aktieCCE=omkostninger til egenkapital</ span>DGR=udbyttevæksthastighed
Da de anvendte variabler i formlen inkluderer udbyttet pr. aktie, nettodiskonteringsrenten (repræsenteret ved afkastkravet eller egenkapitalomkostninger og den forventede udbyttevækst), kommer det med visse antagelser.
Da udbytte og deres vækstrate er vigtige input til formlen, menes DDM kun at være gældende for virksomheder, der udbetaler regelmæssigt udbytte. Det kan dog stadig anvendes på aktier, der ikke udbetaler udbytte ved at lave antagelser om, hvilket udbytte de ellers ville have udbetalt.
DDM-variationer
DDM har mange variationer, der adskiller sig i kompleksitet. Selvom det ikke er nøjagtigt for de fleste virksomheder, antager den enkleste iteration af udbytterabatmodellen nulvækst i udbyttet, i hvilket tilfælde værdien af aktien er værdien af udbyttet divideret med det forventede afkast.
Den mest almindelige og ligefremme beregning af en DDM er kendt som Gordon growth model (GGM),. som forudsætter en stabil udbyttevækst og blev opkaldt i 1960'erne efter den amerikanske økonom Myron J. Gordon. Denne model forudsætter en stabil vækst i udbytte år efter år. For at finde prisen på en udbyttebetalende aktie tager GGM højde for tre variabler:
Ved at bruge disse variable er ligningen for GGM:
En tredje variant eksisterer som den overnormale udbyttevækstmodel,. som tager højde for en periode med høj vækst efterfulgt af en lavere konstant vækstperiode. I den høje vækstperiode kan man tage hvert udbyttebeløb og tilbagediskontere det til den nuværende periode. For den konstante vækstperiode følger beregningerne GGM-modellen. Alle sådanne beregnede faktorer summeres for at nå frem til en aktiekurs.
Eksempler på DDM
Antag, at selskab X betalte et udbytte på $1,80 per aktie i år. Selskabet forventer, at udbyttet vil vokse i evighed med 5 % om året, og selskabets omkostninger til egenkapital er 7 %. Udbyttet på $1,80 er udbyttet for dette år og skal justeres med vækstraten for at finde D1, det estimerede udbytte for næste år. Denne beregning er: D1 = D0 x (1 + g) = $1,80 x (1 + 5%) = $1,89. Ved at bruge GGM viser selskab X's pris pr. aktie dernæst D(1) / (r - g) = $1,89 / (7% - 5%) = $94,50.
Et kig på udbyttebetalingshistorikken for den førende amerikanske detailhandler Walmart Inc. (WMT) viser, at den har udbetalt årlige udbytter på i alt $1,92, $1,96, $2,00, $2,04 og $2,08, mellem januar 2014 og januar 2018 i kronologisk rækkefølge. Man kan se et mønster med en konsekvent stigning på 4 cents i Walmarts udbytte hvert år, hvilket svarer til den gennemsnitlige vækst på omkring 2%. Antag, at en investor har et afkastkrav på 5 %. Ved at bruge et estimeret udbytte på $2,12 i begyndelsen af 2019 ville investoren bruge udbytterabatmodellen til at beregne en værdi pr. aktie på $2,12/ (0,05 - 0,02) = $70,67.
Mangler ved DDM
Mens GGM-metoden til DDM er meget brugt, har den to velkendte mangler. Modellen forudsætter en konstant udbyttevækst i evigheden. Denne antagelse er generelt sikker for meget modne virksomheder, der har en etableret historie med regelmæssige udbyttebetalinger. Dog er DDM måske ikke den bedste model til at værdisætte nyere virksomheder, der har svingende udbyttevækst eller slet intet udbytte. Man kan stadig bruge DDM på sådanne virksomheder, men med flere og flere antagelser falder præcisionen.
Det andet problem med DDM er, at output er meget følsomt over for input. For eksempel, i Company X-eksemplet ovenfor, hvis udbyttevækstraten sænkes med 10 % til 4,5 %, er den resulterende aktiekurs 75,24 USD, hvilket er mere end et fald på 20 % fra den tidligere beregnede pris på 94,50 USD.
Modellen fejler også, når virksomheder kan have et lavere afkast (r) sammenlignet med udbyttevækst (g). Dette kan ske, når en virksomhed fortsætter med at udbetale udbytte, selvom den lider under tab eller relativt lavere indtjening.
Brug af DDM til investeringer
Alle DDM-varianter, især GGM, tillader værdiansættelse af en andel eksklusiv de aktuelle markedsforhold. Det hjælper også med at foretage direkte sammenligninger mellem virksomheder, selvom de tilhører forskellige industrisektorer.
Investorer, der tror på det underliggende princip, at den nuværende indre værdi af en aktie er en repræsentation af deres tilbagediskonterede værdi af de fremtidige udbyttebetalinger, kan bruge den til at identificere overkøbte eller oversolgte aktier. Hvis den beregnede værdi kommer til at være højere end den aktuelle markedspris på en aktie, indikerer det en købsmulighed, da aktien handler under sin dagsværdi ifølge DDM.
Man skal dog bemærke, at DDM er et andet kvantitativt værktøj, der er tilgængeligt i det store univers af aktievurderingsværktøjer. Som enhver anden værdiansættelsesmetode, der bruges til at bestemme den indre værdi af en aktie, kan man bruge DDM ud over de flere andre almindeligt fulgte aktievurderingsmetoder. Da det kræver masser af antagelser og forudsigelser, er det måske ikke den eneste bedste måde at basere investeringsbeslutninger på.
